Det skal være nemmere og billigere at flytte sit realkreditlån til et andet realkreditinstitut, når renten eller bidragssatsen stiger. Det foreslår et ekspertudvalg overfor erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V).
Udvalget har peget på 3 gebyrer, som boliglånere bør slippe for at betale:
1. Indfrielsesgebyr
2. Kurtage
3. Kursskæring.
Så meget kan du spare
Hvis forslaget bliver gennemført, betyder det, at en boligejer typisk sparer 3237 kroner ved at flytte et realkreditlån på en million kroner til et andet realkreditinstitut og 5723 kroner for et lån på to millioner kroner.
Det viser beregninger som Martin Riedel, privatøkonomisk rådgiver i Realkreditkonsulenten.dk, har lavet for Bolius Boligejernes Videncenter.
De gebyrer, som udvalget peger på, er dog småpenge i forhold til de andre gebyrer, som boligejerne er udsat for, når de vil flytte deres lån til et andet realkreditinstitut.
Den største post er kurstabet, der i følge Martin Riedel nemt kan løbe op i 50.000 kroner for et almindeligt lån.
Dertil kommer gebyrer på tinglysning og behandling af lånesag ved optagelse af et nyt realkreditlån, samlet typisk 6600 kroner.
Læs også: Skal du skifte realkreditselskab?
Bedre varsel om højere gebyrer og bidragssatser
Udvalget vil desuden tvinge realkreditinstitutterne til at give realkreditkunderne bedre varsel, når renten, bidragssatsen eller gebyrerne stiger.
Kunderne skal både have en længere varselsperiode på fire måneder og informeres om årsagen til stigningen med en nærmere forklaring på, hvorfor stigningen skal havde den varslede størrelse.
Det skal give realkreditkunderne tid til at skifte inden den næste termin med en henvisning til, hvordan kunderne kan finde et billigere realkreditinstitut.
Læs også: Tjek, om du kan få et billigere realkreditlån
Realkreditkonsulenten: En tynd kop te
Martin Riedel vurderer, at ekspertudvalgets forslag vil have begrænset betydning for boligejerne, men at gebyrfriheden vil få nogle boligejere til at undersøge muligheden for at flytte med rabat i varslingsperioden.
- Det er dog ikke min opfattelse, at det er denne del af prisen, der holder folk fra at skifte kreditforening. Alt i alt en tynd kop te, der ikke kommer til at ændre på ret meget, mener han.
Martin Riedel vurderer, at forbuddet mod gebyrer i varselsperioden vil have en lille betydning for boligejere med ondt i realkreditten.
Ud over realkreditgebyrerne skal boligejerne nemlig også betale omkostninger til obligationsejerne, der i mange tilfælde kan være på mere end 50.000 kroner på et variabelt forrentet lån.
Dertil kommer selve bidraget, der over hele lånets løbetid let kan løbe op i over 400.000 kroner på et afdragsfrit lån på blot et par millioner kroner
Læs også: Realkreditlån
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.