Kræftens Bekæmpelse og enhedslistens sundhedsordfører Stine Brix efterlyser mere politisk handling hos sundhedsminister Astrid Krag, der har lovet 'mere kontrol' oven på afgørelsen af den såkaldte 'ryger-sag' i går.
De efterlyser restriktioner på indholdsstofferne og krav om indholdsfortegnelse på cigaretpakkerne. Ingen af delene kan lade sig gøre foreløbig, siger sundhedsministeren.
- Astrid Krag, hvorfor er det ikke bare obligatorisk, ligesom med alle andre ting, man køber og indtager, at der er varedeklaration på cigaretpakkerne? Så kunne forbrugeren selv vurdere, om de vil ryge dem?
- Forbrugerne har ikke den fagkundskab, der kan give dem klart svar på, hvad cigaretterne indeholder. Det er komplekst og vanskeligt, og kan ikke forventes af almindelig mennesker, at de kan gennemskue sådan en liste, som ikke engang videnskaben har kunnet afgøre eventuelle skadevirkninger og afhængighed af, siger Astrid Krag.
- Hvad er forskellen på de smagsstoffer, der bliver tilsat i slikcigaretterne, i forhold til de tilsætningsstoffer, som allerede er i de almindelige cigaretter, som flere eksperter peger på, er afhængighedsskabende?
- Slikcigaretter er målrettet mod særligt unge, nye rygere. Der er ikke dokumentation nok til at sige, at tilsætningsstofferne i almindelige cigaretter er skadelige eller vanedannende. Vi mangler de metoder, der skal til for at måle omfanget af tilsætningsstoffer. Det er stadigvæk tobakken, der er mest skadelig. Jeg er enig i, at der skal arbejdes for mere restriktive regler for, hvad industrien må putte i cigaretterne. Men det er altid farligt at ryge som sådan – og tobakken er hovedkilde til afhængigheden.
- Men så giver det jo ingen mening, at Sundhedsstyrelsen får de indberetninger, hvis forbrugerne ikke bliver oplyst om tilsætningsstofferne?
- Der er brug for mere viden og fælles europæisk kontrol, siger sundhedsministeren.