Sæd-moms indføres fra nytår

Slut med momsfri donorsæd fra årsskiftet, og det betyder højere udgifter til inseminering på private klinikker

Sædbankdirektør er ked af Skats beslutning om moms på sæd, der svækker konkurrencesituationen i udlandet. (Foto: Adrian Joachim)
Sædbankdirektør er ked af Skats beslutning om moms på sæd, der svækker konkurrencesituationen i udlandet. (Foto: Adrian Joachim)

Fra 1. januar stiger prisen på donorsæd i Danmark med 25 procent. Skat har besluttet sig for at gøre sæden momspligtig, selv om donorsæd siden 1990 har været fritaget afgiften.

Afgørelsen falder kort efter, at S-SF-R-regeringen med sin netop vedtagne finanslov fra årsskiftet gør fertilitetsbehandlinger gratis.

Gratis i det offentlige
Bliver du insemineret på et offentligt sygehus efter årsskiftet, kommer du ikke til at mærke sædmomsen, fordi man her ikke skal beregne moms af donorsæd. Men vælger du, som cirka halvdelen af alle ufrugtbare kvinder, at blive behandlet på en privat fertilitetsklinik, bliver donorsæden dyrere.

Ole Schou, direktør for verdens største sædbank, Cryos, er meget ked af Skats afgørelse:

- Det er meget sørgeligt. Enten er vi nødt til at sætte priserne op eller holde dem nede og lide et tab, og det kommer til at koste arbejdspladser, siger han til ekstrabladet.dk.

Prisstigninger og sædbankfyringer
Han tvivler især på, at sædpriserne kan tåle at blive hævet med 25 procent i udlandet, som Cryos eksporterer væsentlige mængder sæd til.

- Det er jo en eksportskat, der pludselig bliver pålagt os. I udlandet har de ikke samme momssystem, som vi har i Danmark, og vi bliver væsentligt mindre konkurrencedygtige på det internationale marked. Jeg var af den opfattelse, at danske erhvervsdrivende skulle stimulere eksporten.

Det, som sædbankdirektøren er mindst forestående overfor i forbindelse med Skats afgørelse er, hvordan man er nået frem til, at donorsæd er momspligtig.

Er sæd en handelsvare?
I 1990 henvendte Ole Schou, der tre år forinden havde stiftet Cryos, til Skat og spurgte til momsreglerne.

I et brev fra daværende Told- og Skatteregion Århus lød det, at virksomheden ikke skal svare moms af salg af sæd, da sæd fra mennesker ikke anses som en vare.

Det er på trods af, at du får penge for at tømme sjoveren. Ole Schou forklarer:

- Sæd er ingen handelsvare. Donorer får kompensation for ulempe og transport. Sådan er reglerne. Og vi tager penge for forarbejdning og sikkerhed.

Overordnet må 'produktet' slippe for moms, hvis det er en væsentlig del af behandlingen.

- Netop derfor forstår jeg det ikke. Sæd er i den grad væsentligt i en insemination. Uden sæd, ingen graviditet, siger Ole Schou, som tilføjer, at for eksempel Cryos ikke modtager offentlige ydelser, men er underlagt den såkaldte vævslov og EU's regler om sæddonation.

Nu er sæd en handelsvare
For eksempel skal sæd screenes for HIV og andre sygdomme.

Men nu har Skat altså ændret syn på sæden, selv om både blod, modermælk, organer og andre humane donationer fortsat er momsfritaget. I afgørelsen argumenterer Skat for eksempel for, at 'salg af menneskehår til parykker er momspligtige.

Silikoneimplantater har indtil videre også været momsfritaget:

- Men Skats afgørelse må nu gælde at omsætning af al andet væv og celler omfattet af Vævsloven, lige fra humane æg, hjerteklapper, hornhinder, knoglemarv, osv. skal momses. Ole Schou mener det er i strid med intentionen i såvel Vævsloven, EU-direktivet som Menneskerettighedskonventionen, siger Ole Schou.

Cryos har anket Skats afgørelse til den såkaldte Landsskatteretten, som forventes at svare indenfor få uger.