Epidemi af kold lungebetændelse raser i Danmark

Dobbelt så mange hosteramte om ugen som i sidste måned. De fleste smittede er børn og deres forældre

Usædvanligt mange har kold lungebetændelse, viser tal fra Statens Serum Institut. (Foto: Colourbox)
Usædvanligt mange har kold lungebetændelse, viser tal fra Statens Serum Institut. (Foto: Colourbox)

Rigtig mange børn og deres forældre er i øjeblikket syge af Mycoplasma pneumoniae - luftvejsinfektionen, som i folkemunde kaldes kold lungebetændelse og giver feber og langvarig, tør hoste.

For cirka fire uger siden meldte Statens Serum Institut ud, at en regulær epidemi truede landet, og siden da er tallet steget markant.

Statens Serum Institut registrerede i uge 42, at mellem 200 og 300 ud af 1000 var positive. I de efterfølgende uger har instituttet registreret mindst 600 smittede om ugen. Det er usædvanligt mange.

- Vi kan godt betegne det som en epidemi, med antallet af tilfælde ser ud til at være toppet nu og er måske på vej ned, så lige nu ser det ikke ud til at blive en langvarig epidemi. Der er tendenser til et faldende antal, men man kan aldrig vide, om antallet af smittede eksploderer i december. For at kalde den en epidemi kræver det, at tallet holder sig stabilt, siger seniorforsker ved Statens Serum Institut, Søren Anker Uldum, til ekstrabladet.dk.

600 smittede om ugen
Mellem halvdelen af de smittede er børn mellem fem og 15 år, mens resten mestendels tæller børnenes forældre.

Søren Anker Uldum mener, at en af forklaringerne på eksplosionen i antal smittede kan være, at flere har ladet sig teste, og flere læger været opmærksomme på at sende prøver ind, fordi Statens Serum Institut i slutningen af oktober meldte ud, at der kunne være en epidemi under opsejling.

Mange ved det ikke
Samtidig mener han, at mange kan være smittet uden at vide det eller gå til lægen med luftvejsinfektionen.

- De fleste tilfælde er milde, og man kan godt blive rask uden behandling. Mange går jo ikke til lægen, fordi de har lidt feber.

Netop feberen er skyld i, at Mycoplasma pneumoniae har fået popnavnet kold lungebetændelse.

- I de fleste tilfælde får man feber, som normalt ikke er særlig høj - mellem 38 og 39 grader. Nogle får højere feber, men det er ikke ligeså tit som smittede med bakteriel (rigtig) lungebetændelse eller influenza, hvor man typisk får høj feber - 39-40 grader eller højere.

Kold lungebetændelse smitter ved såkaldt dråbeinfektion, altså for eksempel når de syge nyser.

Se, hvordan du skåner andre for smitte, i boksen til højre.

Sådan undgår du at smitte andre

- Er du syg, så bliv hjemme til du er feberfri.

- Nys og host i ærmet eller lommetørklædet, så du ikke spreder de små smitsomme partikler.

- Du behøver ikke at blive under dynen i de fire-fem uger, som det kan vare, før du er fri for hosten. Når feberen er væk, smitter du typisk ikke længere.

(Fakta: Statens Serum Institut)

Sådan bliver du testet

Når du skal testes for kold lungebetændelse, tager lægen prøver fra luftvejene, som på Statens Serum Institut bliver molekylærbiologisk analyseret for at påvise dna fra bakterierne, hvorefter det kan slås fast, om Mycoplasma pneumoniae er til stede, og du har 'kold lungebetændelse'.

(Fakta: Statens Serum Institut)