Hjerteforeningen raser over lave afgifter

Prisen på tobak skal stige langt mere, hvis færre danskere skal ryge, lyder det fra Hjerteforeningen

Regeringens varslede afgiftsforhøjelser på tobak batter ingenting, hvis meningen er, at færre danskere skal ryge.

Det mener Hjerteforeningen oven på udmeldingen om, at en pakke cigaretter fra nytår vil koste 42 kroner i stedet for de 39, som den koster i dag.

- Prisstigninger er det klart bedste middel til at få flere til at holde op og få færre unge til at starte. Derfor er det så ærgerligt, for vi havde virkelig en chance for at gøre noget her, siger Hjerteforeningens direktør, Inge Vestbo til Ritzau.

Hun mener, at prisen på en pakke af de dyreste cigaretter skulle op i omegnen af 50 kroner i stedet for de 42 kroner, hvis man vil se en sundhedsmæssig effekt.

Det ville særligt tvinge unge og folk med lave indkomster, som i forvejen ryger mere end andre, til at kvitte smøgerne eller skrue forbruget ned.

- Der er ulighed i sygdomsmønsteret, og folk med lavere indkomster er mere syge. Det ville man kunne rette op på ved at hæve priserne markant, siger Inge Vestbo.

Hjerteforeningens skuffelse bunder også i, at Socialdemokraterne og SF tidligere har foreslået prisstigninger på op imod 10 kroner på en pakke cigaretter.

Med en afgiftsforhøjelse på tre kroner får man ikke for alvor taget hånd om det problem, at for mange danskere stadig ryger, mener Inge Vestbo.

- Vi havde hørt partierne op til valget snakke om, hvordan de skulle bekæmpe uligheden i sundhedsvæsnet.

- Vi ved, at hvis man hæver priserne på en pakke cigaretter markant, så får vi fat i de unge og dem med de laveste indkomster. Tre kroner er fuldstændigt ligegyldigt, lyder det fra Hjerteforeningens direktør.