Da Caspian Drumm sidste sommer havde besluttet at få fjernet sine bryster, fordi hun ønskede at blive en dreng, gik hun til Sexologisk Klinik for at få hjælp. Men der var ingen hjælp at hente, for Caspian var dengang kun 14 år. Sexologisk Klinik tager af princip ikke folk i betragtning til den slags operationer, før de er fyldt 18 år. Og derfra skal man igennem flere års undersøgelser, før man kan blive opereret.
Caspian ville ikke vente så længe, så hun gik - med sine forældres støtte - til kirurg Jens Pilegaard, der ejer privathospitalet H.C. Andersen-klinikken i Odense. Her tilbød hospitalsdirektør og kirurg Pilegaard at fjerne Caspians bryster. Operationen fandt sted i juli i år, og både Caspian, der nu kalder sig han, og hans forældre er glade for operationen.
Hør Caspian selv fortælle om sin beslutning
- Vi vurderede, at det ville forbedre hans livskvalitet væsentligt, hvis han blev opereret, og han er også blevet et helt andet udadvendt mennesker efter operationen. Vi er alle meget tilfredse, siger Caspians mor, Cecilie Bjørnholdt Drumm til Dagens Medicin.
Caspian var allerede før operationen begyndt at få mandligt kønshormon, der gør stemmen dybere og giver hårvækst på kroppen og i ansigtet.
'Langt, langt over stregen'
Men det er langt fra alle, der er tilfredse med, at Caspian som 15-årig fik fjernet sine bryster. Både Sexologisk Klinik og Sundhedsstyrelsen retter skarp kritik af Jens Pilegaard, der udførte operationen.
- Vi ved, at man som 15-årig kan man være meget forvirret om sit køn, og fra internationale undersøgelser ved vi, at mange af de unge skifter opfattelse igen. En operation kan have vidtrækkende konsekvenser, hvis vedkommende fortryder, og det skal hverken forældre eller den 15-årig selv kunne bestemme, siger Ellids Kristensen, der er ledende overlæge på Sexologisk Klinik. Hun kender til flere andre tilfælde, hvor piger ned til 15 år har fået fjernet deres bryster som et led i at skifte køn.
Også Brancheforeningen for Privathospitaler og Klinikker er utvetydige i deres holdning til Jens Pilegaards operationen.
Jeg er dybt chokeret over og tager stærkt afstand fra, at en dansk læge på baggrund af en times samtale vælger at foretage et så omfattende og livsforandrende indgreb - på et barn oven i købet. Det er meget muligt, at indgrebet ikke er direkte ulovligt, men etisk set går man som menneske og kirurg langt, langt over stregen, når man springer ud i at foretage en sådan operation, lyder den skarpe melding fra formand Bent Wulff Jakobsen. Han understreger, at Pilegaards privathospital ikke er medlem af brancheforeningen.
Hos Sundhedsstyrelsen vil man nu bede Jens Pilgaard om en forklaring om, på hvilken baggrund han opererede Caspian. Også en gynækolog, som før operationen udskrev mandlige kønshormoner til den 15-årige, får kritik med på vejen. Sundhedsstyrelsen vil nu se nærmere på, hvilke læger der udskriver kønshormon til unge under 18 år.
Gravid mand føder til juliNedværdigende behandling
Hverken Caspian eller hans forældre fortryder dog, at de tog sagen i egen hånd. De er ikke tilfredse med den behandling, de fik hos Sexologisk Klinik.
- Det var nedværdigende og hårdt at møde den skepsis, når man i forvejen har det svært. Jeg synes, det er urimeligt, at han ikke kan få den hjælp, som han har brug for, og at min søn bliver mødt af et stift system, som ikke tager udgangspunkt i det enkelte menneske, siger Cecilie Bjørnholdt Drumm.
Caspian har foreløbig ikke noget ønske om at få foretaget flere operationer.