Læger får penge fra industrien

Deler ukritiske medicinreklamer ud: Læger på offentlige sygehuse i uheldig dobbeltrolle

Overlæge Sten Madsbad fra Hvidovre Hospital arbejder som konsulent for medicinalvirksomheden Lilly. (Foto: Søren M. Osgood)
Overlæge Sten Madsbad fra Hvidovre Hospital arbejder som konsulent for medicinalvirksomheden Lilly. (Foto: Søren M. Osgood)

Bag den hvide kittel lurer nogle gange ubehagelige sandheder.

Ekstra Bladet kan i dag afsløre, at offentlige sygehuslæger uddeler ukritiske medicinreklamer til patienter – samtidig med at de er på lønningslisten hos firmaerne bag produkterne.

En patient med knogleskørhed fra Hvidovre Hospital har for eksempel oplevet at få tilsendt en folder, som kun nævner mindre end halvdelen af de almindelige, men alvorlige, bivirkninger ved hendes Preotact-medicin mod knogleskørhed.

Læs også: Sygehuse skjuler alvorlige bivirkninger

Den ansvarlige overlæge bag brevet hedder Lars Hyldstrup og modtager penge for at sidde i et såkaldt advisory board hos Nycomed, der producerer medicinen. Det er patienten ikke glad for.

- Jeg blev sur. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om lægen forsøgte at skjule bivirkningerne og få mig på den dyre medicin for medicinalfirmaets skyld eller for at give mig den bedste behandling, fortæller kvinder, som ønsker at være anonym, da hun stadig er i behandling på afdelingen.

Dybt problematisk
Hos Forbrugerrådet har sundhedspolitisk medarbejder Sine Jensen kigget nærmere på folderen for medicinen Forsteo, som patienten også fik tilsendt derhjemme.

- Forsteo-pjecen er ikke patientinformation. Det er en reklamefolder. Det er problematisk, at læger på lønningslisten hos de her firmaer udleverer den slags. Forbrugeren har paraderne nede, når det kommer fra dem, siger Sine Jensen.

Læs også: Lykkepiller skyld i misdannelser

Ikke kønt
På afdelingen for knogleskørhed på Hvidovre Hospital residerer overlæge Sten Madsbad også.

Den højt estimerede læge er indirekte afsender på folderen om Forsteo-medicin, og han arbejder påfaldende nok også som konsulent og undersøger for medicinalfirmaet Lilly, der producerer Forsteo-medicinen.

- Det er et ufattelig uheldigt sammentræf. Det ser på ingen måde kønt ud, når læger har så mange kasketter på. Alene det, at patienten kan stille spørgsmålstegn ved, om lægen er uvildig, er et problem, siger Sine Jensen.


Ekstra Bladet har i dagevis forsøgt at få fat i Sten Madsbad uden held.