Boom i voksne med ADHD

Antallet af voksne med ADHD stiger, men der er ikke landsdækkende retningslinjer for diagnosen. Det kan give problemer med overdiagnosticering og medicinmisbrug

Stadig flere over 18 år får diagnosen ADHD. Medicinen kan sælges på det sorte marked som rusmiddel. Ubehandlede patienter har større risiko for at ende som kriminelle. (Foto: Colourbox)
Stadig flere over 18 år får diagnosen ADHD. Medicinen kan sælges på det sorte marked som rusmiddel. Ubehandlede patienter har større risiko for at ende som kriminelle. (Foto: Colourbox)

Adfærdsforstyrrelsen ADHD, tidligere kaldet DAMP, bliver konstateret hos stadig flere voksne: Antallet af ramte over 18 år er steget fra 3.572 i 2006 til 10.000 i 2010, skriver Dagens Medicin.

Stigningen vækker bekymring i behandlingssystemet. Store regionale udsving i antallet af diagnoser tyder nemlig på, at lægerne i nogle dele af landet er mere gavmilde med ADHD-diagnosen end andre.

Medicin kan misbruges
Overdiagnosticering kan betyde, at patienter bliver fejl- eller overbehandlet med medicin, som kan bruges som rusmiddel eller sælges videre til stofmisbrugere.

- Der er et regulært problem i, at stofferne meget let kan misbruges og sælges på det sorte marked som såkaldte partydrugs, fordi medicinen er amfetaminlignende. Derfor skal patienterne følges mere tæt, end det sker i dag, siger Poul Videbech, der er ledende overlæge ved Center for Psykiatrisk Forskning i Århus til Dagens Medicin.

LÆS: Børn misbruger ADHD-medicin

Kan ende som kriminelle
Poul Videbech er en blandt flere psykiatere, der i en artikel i Dagens Medicin efterlyser klare retningslinjer for, hvordan og hvornår diagnosen skal stilles og sygdommen behandles.

Han siger til Dagens Medicin, at problematikken er et 'varmt emne bland psykiatere'. Der er stor uenighed om sygdommens udbredelse og dens diagnosticering.

- Problemet er, at diagnosen er svær at stille og kræver stor ekspertise. Jeg er bekymret for, at nogle læger er for rundhåndede med diagnosen og udskrivning af medicin, men jeg er omvendt også sikker på, at nogle mennesker, der virkelig har adhd, ikke bliver fundet og ikke bliver behandlet, siger Poul Videbech til Dagens Medicin.

Voksne med ubehandlet ADHD har ofte svært ved at gennemføre en uddannelse og blive i job. De havner oftere i kriminalitet, trafikuheld eller på skadestuen end andre uden sygdommen.