Køleskabshygiejne for dummies



Tænker du egentlig over, om du placerer dine indkøb på en hygiejnisk måde? Læs her, hvordan du får et køleskab, der er godt for dig, men skidt for baktusserne

(Foto: Colourbox)
(Foto: Colourbox)

Ketchupklatter, mælkedryp og gårsdagens gastronomiske udskejelser. Alt det kan hurtigt blande sig som en bakteriebombe af de helt store. Og nej, det sker ikke kun i naboens køleskab! Derfor kræver dit køleskab faktisk jævnlig rengøring.

- Du skal gerne gøre det rent en gang om ugen for, at der er en god hygiejne, forklarer Tanya Meibom, der er underviser i køkkenhygiejne og mikrobiologi ved Professionshøjskolen Metropol, til Alive.dk.

LÆS OGSÅ: Tips til opbevaring af vin

Allerede ved temperaturer omkring fem grader kan bakterierne slå sig løs i køleskabet.

Placer mælk i toppen
Hvis man luger ud i sit køleskab ugentligt, kan man ifølge Tanya Meibom nøjes med at bruge almindelig opvaskesæbe.

Hun mener, at det vigtigste er at tænke over, hvor man placerer de forskellige madvarer.

- Tænk over, at grøntsager, hvor der kan være jord på, ikke skal ligge øverst i køleskabet, så der drysser jord ud over resten af varerne i køleskabet. Du kan placere mælk og andre varer i lukkede emballager eller bokse øverst, for de sviner mindst, fortællerTanya Meibom til Alive.dk.

Få dig et stort køleskab
Det er i øvrigt en god idé at have en boks til pålæg og ikke have et køleskab, der er alt for småt, så varerne bliver presset sammen.

- Det fungerer fint at have grøntsagerne i nederste skuffe. Men sørg for ikke at have tomater på køl, da de får fryseskader. Det samme gælder citrusfrugter og kartofler. Og så hold grøntsager, der har været i jorden, væk fra andre grøntsager, siger Tanya Meibom.

LÆS OGSÅ:Sådan spotter du klamt kød i nye pakker