21 tyskere bukket under for colibakterie

Den frygtede VTEC-bakterie har krævet endnu to dødsofre i Tyskland. Dermed er 22 bukket under for bakterien.

Endnu to tyskere har nu tabt kampen til den aggressive colibakterie VTEC, der især har hærget det nordlige Tyskland.

Læs også: VTEC-kilde bliver måske aldrig fundet

Der er tale om to kvinder på henholdsvis 74 og 88 år, som begge er fra Niedersachsen. De to dødsfald kommer dagen efter, at en 90-årig kvinde bukkede under for sygdommen.

Dermed har i alt 22 personer tabt kampen mod den farlige bakterie, 21 tyskere og en enkelt svensker.

Tidligere var der meldinger fra det franske nyhedsbureau AFP om 24 døde tyskere, men Robert-Koch-Instituttet i Berlin - den tyske pendant til Serum Instituttet - har ifølge nyhedsbureauet dpa nedgraderet antallet af ofre.

Over 2200 tyskere samt 18 danskere er smittet. Alle på nær en enkelt af de syge danskere er blevet ramt i forbindelse med rejser til Nordtyskland. Der er tale om 10 mænd og otte kvinder i alderen fra 23 til 81 år.

Selvom antallet af smittede i Tyskland stiger langsommere end tidligere, er der tirsdag i alt 676 smittede i Slesvig-Holsten. Dagen før var der 588 bekræftede tilfælde. I Niedersachsen er tallet steget med 49 til 898 tilfælde.

Læs også: Det danske VTEC-udbrud er stoppet

Myndighederne i Tyskland har endnu ikke identificeret kilden til udbruddet. Men bønnespirer fra en økologisk gård i Niedersachsen er under stærk mistanke. Intet er dog bevist, og prøver af bønnespirer fra gården analyseres fortsat.

Indtil smittekilden bliver fundet, opretholder Fødevarestyrelsen sin anbefaling om, at danskerne skal holde sig fra rå tomater, agurker og salat fra Nordtyskland.

Tarmbakterien giver diarré og kan føre til nyresvigt, hvilket også har ramt flere af de danske patienter. Ingen af de dem har dog været i livsfare.

Normalt ses nyresvigt især hos børn, men i det aktuelle udbrud er der især tale om voksne patienter.

0 kommentarer
Vis kommentarer