Robotarm flår hår af skaldede mænd

Plukke, plukke, plukke: Ville du lade denne robot høste dit hår? Du får det tilbage igen, lover producenten

Patienten placeres i det, der ligner en futuristisk handicap-scooter, og så går hår-robotten i gang. (Foto: Artas)
Patienten placeres i det, der ligner en futuristisk handicap-scooter, og så går hår-robotten i gang. (Foto: Artas)

I USA har sundhedsmyndighederne netop godkendt en robot, der skal af sted på en vigtig mission, hvor den så at sige skal gøre månen frugtbar:

Firmaet Restoration Robotics har designet robotten ARTAS, som kan høste hår og hårsække fra behårede områder af pletskaldede mænds hoveder. Hår, som derefter kan transplanteres til mindre frugtbare dele af hovedskallen.

Maskinen, der placerer sig i spændingsfeltet mellem fascinerende og skrækindjagende, går til arbejde på de pletskaldede isser ved hjælp af 'en interaktiv, billedstyret robotarm', som selv udvælger og napper de bedste hår.

Laver små huller
Robotarmen fjerner hårene ved hjælp af en ved hjælp af 'små dermapunkturer' (små huller i hovedbunden) - men det gør næsten ikke ondt, når robotten fjerner hårene (med rod), lover firmaet.

'Efter systemet er positioneret over patientens donor-område af hovedbunden, er ARTAS i stand til at identificere og høste hårsækkene' skriver producenten Restoration Robotics på deres hjemmeside.

De høstede hår bliver opbevaret på køl, indtil de skal implanteres på de trængende områder.

Hvad siger læserne - ville I lade hårrobotten gå i krig med jeres hovedbund? Skriv en kommentar i feltet nedenfor.