Botox gav hjerneskade og kæmpe erstatning

Amerikaner tildeles en milliard kroner i erstatning efter indsprøjtninger med rynkefjernende middel

Det gik slet ikke som forventet, da en ældre amerikansk mand skulle behandles for kramper og rystelser i sine hænder med det rynkeudglattende middel Botox.

Indsprøjtningerne påførte den 67-årige Douglas Ray en hjerneskade.

Torsdag beordrede distriktsdomstolen i Virginia medicinalfirmaet Allergan Inc til at betale en erstatning til Ray på samlet 212 millioner dollar (1,07 milliarder kroner).

12 millioner dollar som kompensation til Ray og de øvrige 200 millioner dollar som en bøde til selskabet. Heraf får offeret en stor del eller hele beløbet.

I en kommentar til dommen siger Allergan, at der ikke er beviser for, at selskabet har undladt at informere om de mulige bivirkninger ved brug af lægemidlet.

At Rays symptomer er forårsaget af indsprøjtningerne med Botox, er heller ikke bevist, ifølge selskabet.

Allergan overvejer om afgørelsen skal ankes. I 2010 accepterede selskabet at erklære sig skyldig og betale 600 millioner dollar (3,1 milliarder kroner) for at slippe ud af en føderal undersøgelse omhandlende misvisende markedsføring af Botox.