Fremmed pollen kickstarter allergien

Udenlandsk birkepollen rammer i disse dage landet. I weekenden går den danske pollensæson for alvor i gang

(Foto: Colourbox)
(Foto: Colourbox)

Så er det om sider ved at være tid til at finde lommetørklæderne frem igen.

De seneste dages lune vejr og vinde fra syd har ført birkepollen til Danmark fra Sydeuropa og England og har dermed åbnet den danske birkepollensæson før tid.

Samtidig står vores egne birketræer også på spring.

- Søndag lover de et fantastisk godt vejr med sol og varme, og det betyder altså, at de birk, der står på spring derude, vil begynde at blomstre, siger Janne Sommer, biolog og leder af Astma-Allergi Danmarks pollentællinger.

Mens birketallene torsdag lå på seks, viste pollentællerne rekordmange elmepollen med hele 104.

- En del af disse pollen er dog sandsynligvis rejst hertil med vinden fra udlandet, ligesom det er tilfældet for birkepollen, siger Janne Sommer og forklarer, at deres kraft derfor er væsentligt svagere, end hvis de havde været danske.

En dårlig nyhed for pollenallergikere er, at birketræerne sidste år havde rimelige vækstvilkår, og det betyder potentiale for en sæson med mange pollen.

- Der er i hvert fald ikke noget, der tyder på, at vi får en mildere sæson end de senere år. Men vejret på den enkelte blomstringsdag er meget afgørende, siger Janne Sommer.

Op mod en million danskere lider af pollenallergi, hvor særligt mange generes af pollen fra græs og birk.

Og mens sæsonen for birk normalt er kort og intensiv med flest pollen i luften i dagene omkring den 1. maj, plages allergikere af græsset hele sommeren.

Det er dog endnu for tidligt at spå om, hvor voldsomt græspollen vil komme til at genere de uheldige.

- Men hvis der er varme i maj, ser vi generelt et kraftigt udslag i antallet af græspollen i månederne efter, siger Janne Sommer.

Sådan overlever du

Lette symptomer kan klares med antihistaminpiller, som ikke er receptpligtige. Tabletterne virker mod kløe i øjnene og snue.

De første piller på markedet gav store gener som træthed. Men de nye piller har ikke de samme bivirkninger.

Dog kan enkelte patienter godt lide af træthed.

Næste skridt er en næsespray med binyrebarkhormon. Høfeber rammer både næse og øjne, og for nogle patienter kan det også være en god ide med øjendråber.

Næsesprayen kan give bivirkninger i form af irritation i næsen eller slimhinderne. Nogle kan desuden få næseblødninger.

Ved svære symptomer er det en god idé at blive vaccineret mod høfeber . Høfeber kan nemlig udvikle sig til astma. Vaccinationen kræver en indsprøjtning i tre til fem år. Som et alternativ kan du også tage en tablet. Den er dog dyr, da du ikke får tilskud.

Ved fejlagtig vaccination kan der udløses meget kraftige allergiske reaktioner. Der er nogle få, som hæver op. Her kan man være nødsaget til at opdele behandlingen. Det er altid en god ide at starte med medicinen en uge inden, kalenderen varsler pollen.

Men har du glemt at tage medicinen og pludselig står med akut høfeber , kan du få et skud binyrebarkhormon, som fjerner høfeberen i tre til fem uger. Det er dog ikke sundt at gå rundt med binyrebarkhormon i kroppen, så det er en nødløsning.

Kilde: Peter Plaschke, overlæge på allergiklinikken på Gentofte Hospital.

Fakta

Græspollen er den værste synder i Danmark - birk ligger nummer to. Mange, der har allergi over for birkepollen, reagerer dog også på pollen fra el, hassel og elm. Pollen er mikroskopisk blomsterstøv, som let kan transporteres med vinden ofte i store mængder.

Luftens temperatur har direkte indflydelse på, hvornår planterne sender pollen ud i luften - jo varmere, desto flere pollen sendes ud. Regnvejr mindsker antallet af pollen.

Det er ofte rarest for folk med pollenallergi at opholde sig ved vestkysten eller ved vestvendte kyster. Det skyldes, at der ofte er vestenvind i Danmark, så pollen blæser ind over landet.

Astma-Allergi Danmark sender dagens pollental og pollenvarsling ud hver dag klokken cirka 16. Varslingen er gældende til næste dag klokken 16. Du kan også følge med på pollenprognoser. dk.

Gode råd

1 Hold en lang siesta. Der er flest pollen omkring frokost, så der er det en god ide for så vidt muligt at være indenfor.

Hvis du løber, så gør det om morgenen eller om aftenen.

2 Tag nogle store moderne solbriller på, der dækker øjnene.

3 Skyl dit hår, når du kommer hjem. Håret kan gemme på masser af pollen.

4 Der kan også gemme sig pollen i tøjet. Derfor er det en god ide ikke at hænge dit tøj til tørre udendørs.

5 Vær forberedt. Brug pollenkalenderen og hold dig ajour med dagens pollental.

Pollenkalenderen finder du på Astma-Allergi Danmarks hjemmeside. Her kan du også tilmelde dig og få sendt polleninformationer - enten via din mail eller telefon.

6 Sørg for at være velmedicineret.

Kilde: Janne Sommer, biolog og leder af pollentællingerne hos Astma-Allergi Danmark

Hvad og hvor er støvmiderne
Husstøvmider er små, hvide, ottebenede dyr, som du ikke normalt kan se med det blotte øje. De måler fra 0,1 til 0,6 mm. Husstøvmiden hører til spindlerfamilien, samme familie som edderkopper.

Støvmiderne findes ikke i alt støv, men ligger fortrinsvis og hygger sig i din seng.

- Miderne kræver noget mad, vores døde hudskæl blandt andet, og så kræver de fugt, og det får de fra den varme, som vi producerer, når vi ligger under dynen om natten, forklarer rådgivningschef Betina Hjorth fra Astma-Allergi Forbundet.

De, som er allergiske over for støvmider, vil dog også blive generet af støv generelt, selv om det ikke indeholder miderne.

- Husstøvmiderne er det, vi kalder allergener, altså dem der skaber allergien. Støvet er det, vi kalder en irritant: Det er ikke det, som skaber allergien, men på grund af allergien vil det irritere dine sarte slimhinder og give dig symptomer, siger Betina Hjorth. foto: science pictures ltd

Sådan minimerer du symptomer
Vil du have færrest muligt symptomer, er her fire enkle råd:

- Varm ordentlig op: Støvmider elsker et køligt soveværelse med fugtig luft. Sørg for, at alle rum er varmet op til 20 grader.

- Luft ud: Luft ud fem-ti minutter dagligt for at sænke luftfugtigheden.

- Gør rent: Gør grundigt rent en gang om ugen, så der er ikke er så meget støv i luften, som kan irritere dine slimhinder.

- Kog suppe på bæsterne: Støvmider kan ikke tåle temperaturer over 50 grader. Vask dit sengetøj ved 60 grader mindst hver 14. dag. Vask dyne, puder, rullemadras og eventuelle krammedyr ved 60 grader fire gange om året. Er man meget plaget, kan man købe særligt sengetøj, som støvmiderne ikke kan trænge igennem.

Sådan behandler man støvmideallergi
- Allergi imod støvmider behandles på samme måde som pollenallergi.
- Har man høfeber-agtige symptomer, kan man have glæde af antihistaminer, næsespray og øjendråber.
- Nogle støvmideallergikere har astmalignende symptomer og skal behandles med astma-medicin.

Kilde: Astma-Allergi Forbundet

Sådan overlever du en festival med høfeber

- Vær forberedt og hav din høfebermedicin med. Du skal være ude i det fri 24 timer i døgnet og kan risikere flere symptomer end normalt.

- Tag din medicin fast, medmindre det regner meget. Så er der nemlig færre pollen i luften.

- Følg med i Dagens Pollental, så du ved, hvad du har i vente. Bliver der mange pollen, eller ser det mere mildt ud.

- Tilmeld dig Dit Mobile Pollental, så du altid har Dagens Pollental med på mobilen. Læs mere på www.astma-allergi.dk.

- Hold øje med, om du får astmasymptomer. Høfeber kan nemlig udvikle sig til astma. Sker det for dig, er det vigtigt, at du kommer i behandling med det samme.

- Brug evt. saltvand til at skylle øjne og næse. Du kan købe sterilt saltvand på apoteket.

- På med brillen. Et par solbriller kan beskytte lidt mod pollen i øjnene. Jo mere tætsluttende brillerne er, jo bedre.

- Må du drikke? Tjek om den behandling, du bruger, må tages sammen med alkohol.

(Kilde: Astma-Allergi Forbundet)

Sådan forebygger du høfeber

Der er god grund til at forebygge pollensæsonens symptomer på høfeber. En ubehandlet høfeber kan nemlig påvirke din indlærings- og arbejdsevne og udløse bihulebetændelse, mellemørebetændelse samt kronisk træthed.

For at forebygge symptomer på høfeber, kan du forsøge at undgå det, du ikke kan tåle, samt behandle med medicin.

- Tal med din læge om, hvordan du behandler din høfeber.

- Før evt. en dagbog over pollental, symptomer og eventuelt medicinforbrug, så du og lægen får et bedre overblik.

- Kræv at få en henvisning til en priktest, som kan fortælle dig, hvad du reagerer på.

- Kræv at blive henvist til en allergolog eller dygtig allergilæge. Spørg din læge og andre allergikere til råds.

- Har du pollenallergi, vil du formodentlig have behov for medicin i pollensæsonen.

- Sæt dig ind i de forskellige præparater. Der findes både spray og dråber til øjne og næse, tabletter og midler der indsprøjtes. Høfeber bliver ofte behandlet med medicin, der indeholder antihistaminer.

- Får du bivirkninger eller for ringe lindring – så kræv at få en anden type medicin.

- Sørg for at være i god tid, og hav din medicin klar, når sæsonen starter.

- Omkring hver fjerde med høfeber har eller udvikler astma. Vær derfor opmærksom på symptomer på astma.

- Undgå eller begræns udendørsaktiviteter såsom idræt, hvis du får svære symptomer.

- Sørg for at tage din medicin, hvis du alligevel gerne vil løbe eller cykle meget.

- Mindsk pollen i øjnene ved at bruge solbriller eller cykelbriller.

- Vask eller skyl dit hår inden sengetid, så du ikke får pollen med i seng.

- Lad andre slå græsplænen og ordne haven, hvis du har allergi over for græspollen.

- Hold bilens døre, soltag og vinduer lukket. Installer eventuelt et pollenfilter i ventilationsanlægget.

- Sørg for gøre grundigt rent og lufte ud i boligen. Men undgå at lufte ud midt på dagen, hvor der er flest pollen i luften.

- Har du et ventilationsanlæg i boligen, kan du undersøge, om der kan monteres et pollenfilter.

Kilde: Astma-Allergi Forbundet.