Thyra Frank stopper efter anmeldelse

Liberal Alliances spidskandidat stopper på det private plejehjem Lotte. Hun stopper efter hun er blevet meldt til arbejdstilsynet

Thyra Frank stopper på plejehjemmet Lotte. Hun har været forstander på plejehjemmet siden 1988. (Foto: Henning Hjort)
Thyra Frank stopper på plejehjemmet Lotte. Hun har været forstander på plejehjemmet siden 1988. (Foto: Henning Hjort)

I fredags blev plejehjemsleder og folketingskandidat for Liberal Alliance Thyra Frank meldt til arbejdstilsynet.

Anmeldelsen kommer fra den 74-årige storryger Stig Rohde. Han meldte hende og det øvrige personale for at lade beboerne ryge i plejehjemmets fællesrum.

- Jeg vil gerne selv bo på et plejehjem, hvor man må ryge, men som gammel sikkerhedsrepræsentant blev jeg vred, udtalte han i forbindelse med anmeldelsen.

På Nordeas årsmøde i Faxe Hallerne i går tirsdag fortalte Thyra Frank forsamlingen om sin beslutning, som afslutningen på et foredrag.

- Jeg trækker mig tilbage i morgen (onsdag, red.) som leder for Lotte. Og jeg syntes, at I skulle vide det som de første, før I læser om det i avisen, sagde hun til forsamlingen i følge DAGBLADET Køge.

I første omgang går Thyra Frank dog kun på orlov fra plejehjemmet Lotte.

Liberal Alliances partileder Anders Samuelsen bekræfter overfor ekstrabladet.dk, at anmeldelsen er grunden til, at Thyra Frank dropper de gamle for sin politiske karriere.

- Thyra har blandt andet begrundet sin afsked med plejehjemmet med den anmeldelse, der er kommet. Det er selvfølgelig ærgerligt, for jeg havde da håbet, at de to ting kunne forenes. Men jeg respekterer hendes beslutning, og jeg er sikker på, at selvom hun stopper på plejehjemmet, så vil hun stadigvæk kæmpe for de ældres rettigheder gennem hendes politiske virke for os, siger Anders Samuelsen.

Thyra Frank har været forstander på plejehjemmet Lotte siden 1988.