Stadigt flere rygere falder fra

På 10 år er der blevet knap en halv million færre, der ryger. Halvanden million danskere er i dag eks-rygere

Stadigt flere skodder cigaretten og bakker væk fra piben. En tredjedel af danskerne er nu eks-rygere, og under en fjerdedel af befolkningen ryger stadig.

Udviklingen de seneste ti år har været markant. Ved årtusindskiftet røg 33 procent af de voksne danskere mod 24 procent nu. Heraf 20 procent, der ryger hver dag.

Samtidig er andelen, der er holdt op med at ryge, rekordstor med 33 procent af de voksne. Halvanden million danskere er i dag eks-rygere, og der er en million, der ryger.

Det viser en ny stor undersøgelse om rygning, som Sundhedsstyrelsen, Hjerteforeningen, Kræftens Bekæmpelse og Danmarks Lungeforening står bag.

Organisationerne bag undersøgelsen fæster sig også ved, at 73 procent af de resterende rygere har prøvet at holde op. 54 procent af rygeren har planer om det.

Risiko for blodpropper falder hurtigt
- Der er hurtig gevinst for hjertesundheden ved et rygestop. Allerede 24 timer efter, at den sidste cigaret er slukket, er risikoen for blodpropper faldet markant, siger Charlotte Kira Kimby, sundhedschef i Hjerteforeningen.

Kun tre procent angiver, at de har fået hjælp til rygestop af deres læge. Kun ved hvert fjerde lægebesøg inden for det seneste år er patienterne blevet spurgt til deres rygevaner.

Undersøgelsen fortæller også, at en fjerdedel af dem, der ryger, var over 18 år, før de begyndte at ryge regelmæssigt.

- Derfor skal vi ikke kun tænke på skoler, men også tænke på forebyggelse på uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser. En nem løsning ville være helt at forbyde rygning i arbejdstiden, siger forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse, overlæge Hans Storm.

Ifølge undersøgelsen støttes dette forslag af et flertal af befolkningen. 52 procent synes godt om forslaget, og kun 26 procent synes, at det er dårligt.