Overflødig tandlægeregning på 87.000

Kvinde fik besked på, at hun skulle have sat kroner på sine kindtænder for 87.000. Det viste sig, at hun kun havde brug for en enkelt krone

En tandlæge tilbød omfattende behandling til en dansk kvinde - hvis tænder efterfølgende blev erklæret sunde og raske bortset fra en enkelt krone. (Foto: Corbis)
En tandlæge tilbød omfattende behandling til en dansk kvinde - hvis tænder efterfølgende blev erklæret sunde og raske bortset fra en enkelt krone. (Foto: Corbis)

Der var titusindvis af kroner til forskel på den behandling, Laila Bonde fra Lynge fik anbefalet hos sin danske tandlæge og den behandling, som det viste sig, var nødvendig. Det skriver Frederiksborg Amts Avis i dag.

Hendes tandlæge, Jan Girotti, anbefalede, at hun fik kroner på alle sine 12 kindtænderne. Pris: 87.312 kroner.

Laila sagde nej tak og tog i stedet til Polen for at få lavet tænderne. Her fik hun sat én enkelt krone på af en polsk tandlæge, som mente, at hun maksimalt havde brug for yderligere én krone på tænderne - ellers var de helt fine.

Overbehandling
Den polske læges vurdering bliver støttet af en svensk tandlæge ved Tandlægeskolen i Malmø, som efterfølgende har taget et kig på Lailas tænder. Laila Bonde er oprørt over sagen:

- Jeg mener, jeg har været udsat for et tilbud om overbehandling ud over alle grænser, og en tandlæge som Jan Girotti skal simpelthen stoppes omgående, siger hun til Frederiksborg Amts Avis.

Lailas sag er ikke enestående: DRs forbrugermagasin Kontant tager i aftenens program sagen med overbehandling op. I programmet bliver Kontants reportere, som har sunde og raske tænder, i flere tilfælde anbefalet at få fyldninger og andre behandlinger.

Tandlægen: Det er billigst i længden
Laila Bondes tandlæge, Jan Girotti, mener ikke, at det er overbehandling at tilbyde Laila en løsning, som er mere end 80.000 kroner dyrere end det, som andre tandlæger mener, hun har brug for.

- Hvis man har meget store sølvfyldninger i kindtænderne, hvilket mange har fra skoletiden, så er en væsentlig del af tændernes styrke forsvundet. Hvis man ikke gør noget og render rundt med de her fyldninger, så risikerer man, at de knækker, og så kan man være nødt til at fjerne tanden. I Danmark kan du få lavet fire tænder med små kroner for ét implantats pris. Derfor er der ikke meget matematik i at få lavet de her tænder, så de holder, i stedet for at vente til der sker noget, siger Jan Girotti til Frederiksborg Amts Avis.

Når andre ikke mener som han, så beror det på et skøn, siger han:

- Der er forskel på, hvad tandlæger synes. Nogle vil vente, til tænderne knækker og først så gå i gang med at lave det, siger Jan Girotti til Frederiksborgs Amtsavis.

Ikke enestående