Hospital må ikke nægte fedmeoperationer

Sundhedsminister Bertel Haarder kritiserer nu Hvidovre Hospitals håndtering af fedmepatienter

Sundhedsminister Bertel Haarder (V) understreger, at Hvidovre Hospital ikke må nægte patienter en fedmeoperation på baggrund af sproget (Foto: Lars Krabbe)
Sundhedsminister Bertel Haarder (V) understreger, at Hvidovre Hospital ikke må nægte patienter en fedmeoperation på baggrund af sproget (Foto: Lars Krabbe)

Hvidovre Hospital må ikke afvise patienter til fedmeoperationer med det argument, at de ikke taler dansk.

Det fastslår sundhedsminister Bertel Haarder (V) efter, at det er kommet frem, at hospitalet ikke vil operere visse patienter på grund af sproget.

4-5 afvist
Det er Dagens Medicin, der har afslrøet, at Hvidovre Hospital sidste år afviste fire-fem patienter, fordi de ikke kunne tale dansk. Blandt andet har praktiserende læge Lise Dyhr fra Brøndby Strand oplevet at få en patient afvist med den begrundelse, at patienten ikke talte dansk.

Men den begrundelse holder altså ikke, understreger Bertel Haarder over for Ritzau.

Det samme pointerer SF og Formanden for sundhedsudvalget på Christiansborg Preben Rudiengaard (V). Hvidovre Hospital handler i strid med dansk sundhedslovgivning, mener han.

Bryder med ligestilling
- Det bryder fuldstændig med princippet om et sundhedsvæsen med lige adgang for alle, som vi jo ellers bryster os af i Danmark. Hvis borgere af en eller anden grund ikke har lært dansk, så er det hospitalsledelsens ansvar at løse de kommunikationsproblemer, siger han.

Hospitalet selv mener ikke, at en professionel tolk er løsningen.

- Med en tolk kan vi aldrig være sikre på, at patienten fuldt ud forstår alt, hvad der foregår før, under og efter operationen, siger hospitalsdirektør Anders Gotfredsen.

Så sent som i sidste måned fik Aalborg Sygehus besked fra Sundhedsministeriet og Sundhedsstyrelsen om at ændre procedure, efter at sygehuset havde givet afslag på en fedmeoperation til 67-årig kvinde. Det var alene sket med den begrundelse, at hun var for gammel. I den forbindelse blev det fastslået, at et afslag ikke må gives på grund af patientens alder.