Hund ætset af loppemiddel

Hunden Ludvig skulle bare af med lopperne, men fik ætset hele nakken. Firma bag loppemiddel ignorerer klage

Det blev til langt mere end kløe for bomuldshunden Ludvig, da han skulle for lopper. Loppemidlet ætsede hul i hunden. (Privatfoto)
Det blev til langt mere end kløe for bomuldshunden Ludvig, da han skulle for lopper. Loppemidlet ætsede hul i hunden. (Privatfoto)

Hunden Ludvig måtte både på dyrehospital og i antibiotikabehandling efter at have fået et åbent kødsår i nakken af en dosis af Bayvantics loppemiddel.

Ludvigs ejere - familien Zeeberg - havde ellers forhørt sig om bivirkninger på Hjørring Dyrehospital, hvor de købte produktet og læst brugsanvisningen omhyggeligt, inden de gav Ludvig loppemidlet.

- På indlægssedlen fremgår det, at der kun i sjældne tilfælde kan ses forbigående hudreaktioner som tiltagende kløe, hårtab og rødmen på påføringsstedet, forklarer Rene Zeeberg.

Flygtede fra nakken
Som indledningen antyder, var skæbnen dog langt værre for Bomuldshunden Ludvig. Sent samme aften, efter Ludvig var blevet loppebehandlet, blev han urolig og løb rundt i huset. Klokken fem om morgenen falder han endelig til ro af ren og skær udmattelse, men allerede en time efter bliver han igen urolig og kaster op.

- Vi frygtede, at han var ved at løbe livet af sig selv. Det var som om, han flygtede fra sin egen nakke.

- Dagen efter opdager vi, at der er en brun plet i Ludvigs nakke. Vi ringer derfor til dyrlægen, hvor vi får besked på at vaske Ludvigs med lidt vand for at fortynde koncentrationen af loppemiddel, forklarer René Zeeberg.

Ignorerer klage
Men lige lidt hjælper det, og pletten i Ludvigs nakke bliver større og større. Senere på ugen bliver Ludvig sendt til dyrlægen, hvor han bliver bedøvet med morfin, og får en antibiotikabehandling.

Familien har efterfølgende klaget over produktet, men hverken Hjørring Dyrehospital eller Bayer HealthCare som står bag Bayvantics, har været forstående.

- De er kolde over for det. De sagde, at han havde fået allergisk reaktion, og derefter selv børstet såret med poten. Men det er ikke vores indtryk. Vi måtte slet ikke komme i nærheden af pletten, og om morgenen gik han ind i brusekabinen for at få kold vand i nakken. Han plejer ellers ikke at kunne lide vand, siger Rene Zeeberg.

Familien Zeeberg har måtte betale en dyrlægeregning på 907 kroner til det samme dyrehospital, som anbefalede produktet. Hovedpersonen, Ludvig, er nu her et halvt måned efter endelig ved at komme sig.

- Nu håber jeg, at vores historier kan advarer andre hundeejere, afrunder Rene Zeeberg.

Det har ikke været muligt for Ekstra Bladet at få en kommentar fra Bayer HealthCare.