Den svære hovedpine er lettet, mavekramperne taget af og svimmelheden forsvundet hos patienter med for lavt stofskifte, der fik voldsomme gener af at tage den livsvigtige medicin. Men nu er der to forskellige typer piller at vælge i mellem.
Den 28. december 2009 blev de facto monopolet på medicinen Eltroxin brudt, da Euthyrox-tabletterne ramte de danske apotekers hylder. Lægemiddelstyrelsen blev gennem 2009 bombarderet med indberetninger om bivirkninger ved Eltroxin, efter sammensætningen i pillerne blev ændret. I alt beskriver 995 rapporter sammenlagt om 5481 bivirkninger.
LÆS EKSTRA BLADETS TEMA OM SKANDALEN
En bedring
På Herlev Hospitals endokrinologiske afdeling tager overlæge Birte Nygaard sig af patienterne med stofskiftesygdomme.
- Færre har problemer med Euthyrox, men det er ikke alle, der har fået det bedre, siger Birte Nygaard, der også er formand for stofskiftehormonlægerne, Dansk Thyreoidea Selskab.
Det er med blandede følelser, at hun igen udtaler sig til ekstrabladet.dk om de mange bivirkninger fra den nye sammensætning af Eltroxin. Hun har tidligere beskyldt pressen for også at bære en del af patienternes bekymring.
- Nu er der endelig faldet lidt til ro på. Ingen ved præcist, hvad der skete. Nogen havde uforklarlige symptomer, men for den største gruppes vedkommende, har det været noget andet end medicinen. Hele debatten påvirker patienternes indtryk, siger Birte Nygaard.
I jagten på årsagen til bivirkninger som muskelsmerter, træthed, kvalme er mange blevet undersøgt grundigt, og andre diagnoser er dukket op.
Sig det selv til din læge
Mange patienter følte sig totalt overhørt og latterliggjort hos lægen, og de søgte til udlandet og købte mere eller mindre i blinde selv medicin over nettet. Men nu er der altså et alternativ til Eltroxin, som lægen på helt vanlig vis kan udskrive til patienten.
Det er Merck Serono, der producerer Euthyrox, som har været markedsført verden over i en årrække.
- Vi bliver ringet op af patienter, der spørger, om de vil få det bedre, hvis de skifter til Euthyrox. Men det kan vi ikke garantere, siger Hans Koch, administrerende direktør i Merck Serono til ekstrabladet.dk.
Ud fra sine salgstal vurderer han, at der i øjeblikket er 2000-3000 patienter i behandling med Euthyrox. I alt lider omkring 100.000 danskere af for lavt stofskifte.
Medicinalfirmaet har ventet med at orientere de praktiserende læger, så der kunne produceres piller nok til de danske apoteker. Lægerne bliver i løbet af maj måned orienteret om, at Euthyrox nu findes i handlen.