Tjek for mænd: Ti sygdomstegn

Mænd har en tendens til at overse faresignalerne fra kroppen. Her er ti punkter, så du kan give din krop efter serviceeftersyn

Følg Sundhed

Mænd lever i gennemsnit fem år mindre end kvinder. Det kan skyldes, at mænd er rigtigt dårlige til at reagere, når kroppen viser sygdomstegn. Den britiske avis Daily Mail har publiceret et nyt ti-punkts serviceeftersyn af mænds helbred med hjælp fra medicinske eksperter. Det skriver fpn.dk.

1. Bliver du forpustet i koldt vejr?
Når man bliver forpustet skal hjertet arbejde hårdere. Hvis man lettere bliver forpustet i koldt vejr eller efter et stort måltid, kan det være tegn på, at arterierne er ved at stoppe til. Smerter eller en stram fornemmelse i brystet er andre advarselstegn.

Næste trin: Bliv tjekket hos lægen.

2. Skal du tit på toilettet om natten?
Det kan være ok at skulle op to eller tre gange i løbet af natten. Med alderen bliver alle muskler svagere. Det er vigtigt at holde øje med, om din trang pludselig ændrer sig. Værre er det, hvis du har trang, men der kun kommer lidt, eller der er blod i urinen eller din sæd. Det kan betyde, at der er noget galt med blærehalskirtlen (prostata), i værste fald kræft.

Næste trin: Bliv tjekket hos lægen

3. Klør det ofte i skridtet?
Et højt glucoseindhold i blodet kan give svampeinfektion, der igen kan give anledning til kløe. Hvis du yderlige er mere tørstig, har sløret syn, kan blive meget træt og tit har behov for at gå på toilettet, er der risiko for, at du har gammelmandssukkersyge. Et taljemål over 94 cm forøger også risikoen.

Næste trin: Få testet dit blod for glucoseindhold.

4. Sveder du heftigt?
Hedeture, især om natten, mindre sexlyst, irritablitet, depression og tab af morgenpotens hænger sammen med nedgang i det mandlige kønshormon testosteron.

Næste trin: 20 pct. af mænd over 50 år får symptomerne. Det er muligt at få kunstigt testosterontilskud. Det er dog ikke alle, der er i stand til at optage det i kroppen.

5. Har du meget luft i mave/tarm?
Forandringer i 'tarm-vaner', dvs. mere luft, smerter, mere slim eller behov for at tømme tarmen mange gange kan være tegn på en svulst i tarmen.

Næste trin: Alder er afgørende. De over-50-årige skal tage symptomerne særligt alvorligt og se at komme til lægen, selv om tarmproblemer for mænd er et kæmpe tabuemne.

6. Går det nedad med dine sanseevner?
Ethvert tab eller nedsættelse af en sans, det være sig lugtesans, syn eller smagssans kan betyde, at noget påvirker den del af hjernen, hvor sansen hører til.

Hvis man opdager et trinvis tab af en sans og får uforklarlige anfald af vrede, kombineret med hovedpiner, der ikke vil forsvinde, kan det være tegn på en godartet læsion, en hjerneblødning eller en hjernesvulst.

Næste trin: Kontakt Kræftlinjen, tlf. 80 30 10 30 og få sat symptomerne i perspektiv.

7. Har du svært ved at føre bil om natten?
Hvis du har svært ved at se om natten, er der typisk tale om et af to problemer. Hvis du er en yngre mand, kan det være en særlig lidelse, der gør det svært for dig at se i dunkelt lys. Hos ældre mænd er det typisk, fordi de er ved at få grå stær. En tredjedel af alle over 65 år får grå stær.

Næste trin: Grå stær kan opereres, og det er et af de mest succesrige indgreb, der er opfundet med en helbredelsesgrad på 99 pct.

8. Drikker du i gennemsnit en halv flaske vin hver aften?
Gæt selv! Med det forbrug er risikoen for at få en leversygdom betydelig.

Hvis man er over 40 år, er risikoen for at blive indlagt med en alvorlig leversygdom syv gange så høj, hvis man drikker for meget.

Næste trin: Hold en genstands-dagbog og følg med i, hvor megen alkohol, du egentlig drikker. Den gode nyhed er, at din lever bliver sundere, så snart du begynder at drikke mindre. Arrene på leveren forsvinder ikke, men de svinder ind, og din lever fungerer igen.

9. Har du nogensinde haft midlertidigt dobbeltsyn?
Dobbeltsyn kan være tegn på et mildt hjerteanfald, hvor blodtilførslen til hjertet har været meget kortvarigt afbrudt. Det forhøjer risikoen for et mere alvorligt tilfælde inden for de følgende to døgn.

Næste trin: Hvis du pludselig ser dobbelt, får en voldsom hovedpine uden at pleje at få hovedpine og eller forbigående føler dig svag eller følelsesløs i lemmerne et par minutter op til et par timer, så ring til vagtlægen med det samme.

10. Føler du dig tit trist til mode?
Hvis du går og er nedtrykt og taber din sædvanlige fornøjelse ved sport eller til at gå ud med vennerne, kan det være tegn på depression. Det kan tabet af lysten til sex og en generel træthedsfølelse også. Hos mænd manifesterer depression sig i irritabilitet, tab af kontrol, aggression og større dumdristighed.

Næste trin: Ud over at tale med familie og venner om problemerne, kan du prøve at skære ned på alkoholforbruget generelt og lade være med at drikke kaffe om aftenen, for det forhindrer en god søvn. Det er også en god ide at spise sundere, gerne fed fisk ind i mellem.

Hvis du er nået dertil, hvor det ville være en lettelse at blive opslugt af et sort hul, har du alvorligt brug for lægelig og/eller psykiatrisk hjælp.

Kilde: fpn.dk

LIGE NU

Mere fra Ekstra Bladet+

'Tøsedrengen'

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind