Julen er ædegildernes tid, og hvert år må danskere en tur på hospitalet fordi de har forspist sig. Det skriver Landbrug & Fødevarers ugemagasin, Foodculture
Sidste år blev 50 indlagt og forrige år var tallet helt oppe på 100. Især ældre med dårligt hjerte skal passe på med julens kulinariske fristelser.
- Vi kan se, at aktiviteten stiger hvert år omkring juleaften, hvor de ældre kommer hjem til familien og får rigtig meget mad. De starter måske med konfekt og marcipan, og så spiser de masser af flæskesteg og and og drikker rødvin til. Det bliver alt for meget, siger Svend Trautner, der er korpslæge i Falck.
Svend Trautners foreslår at man nyder julen i afmålte portioner og at spise over længere tid. Symptomerne på overspisning er utilpashed, oppustethed, ondt i maven og åndenød.