Danskerne lægger i øjeblikket arme til en vaccine med H1N1-vaccine, som er hastet gennem systemet. Bivirkningerne for de specielt sårbare grupper kender man ikke til bunds, og ressourcemæssigt er vaccinationen helt ude af proportion, lyder kritikken fra eksperter i dagbladet Børsen.
I disse dage skyder praktiserende læger Pandemrix-vaccinen i blodet på danskere, der er specielt sårbare over for H1N1 også kendt som svineinfluenza. Samme vaccine har myndighederne i Schweiz valgt at skåne gravide, børn og ældre personer for, da man ikke kender bivirkningerne blandt disse grupper til bunds. Men i Danmark fastholder Sundhedsstyrelsen sine anbefalinger af at vaccinere de udsatte grupper.
- Jeg forstår godt de lande som Schweiz, der er tilbageholdende og helt undlader at vaccinere gravide og børn, som hører til de allermest sårbare grupper i befolkningen. På den måde er vaccinationsprogrammerne mod influenza H1N1 imod al sædvane inden for lægevidenskaben, siger Peter Skinhøj, professor, dr.med. ved Rigshospitalet, til Børsen.
Forceret sikkerhedskontrol
Mauri Johansson, konsulent og pensioneret speciallæge i arbejds- og samfundsmedicin med ansættelser på blandt andet Århus Universitet samt forskellige arbejdsmedicinske klinikker er meget skeptisk over for vaccinen, "det kunstige tidspres og den forcerede sikkerhedskontrol".
- Mange alvorlige bivirkninger kan begynde at melde sig i den kommende fremtid, men hele området for bivirkninger er desværre meget mørkelagt i Danmark, siger Mauri Johansson.