- Jeg vil dø, sagde 68-årige John fra København, da smerterne var det eneste, han kunne tænke på.

Han gad ikke mere. John ville forlade livet med et smil og uden smerter. Det var hans eneste ønske, da dødsdommen var faldet.

- Du har omkring et halvt år tilbage at leve i, var den hårde og præcise dom fra lægerne, som måtte give op i deres kamp mod den fremskredne kræft i Johns hals.

Forpremiere på bisættelse
John var på alle måder et gavmildt menneske, som aldrig stod i vejen for at give en omgang bajere på stambaren eller invitere familien på ferie. Det hele med et smil.

Han inviterede derfor sine venner og familie til forpremiere på sin egen bisættelse. Den fest ville han sgu ikke gå glip af. Fordi godt nok havde lægerne sat en deadline på hans vejrtrækning, men så længe har var i live, skulle der festes, grines og ikke mindst ryges. Præcis som han altid havde gjort.

Til festen kunne han sidde med en øl i den ene hånd og en smøg i den anden, mens sønnen Jimmy holdt tale til sin far.

– Jeg ved, vi er dårlige til at sige det til hinanden. Men du skal vide, at jeg elsker dig, far sagde han med tårer i øjnene og en klump i halsen.

Smerten tog over
I DR-dokumentaren ’Manden der ville dø’ som vises i aften på DR1, følger seerne en mand, som har smilet, festet og røget sig gennem hele livet. John var i sin storhedstid vaskeriejer og havde Simon Spies og Johnny Reimar som faste kunder. Pengene fossede ind på kontoen og blev brugt lige så hurtigt igen. Han ville nyde hvert eneste sekund af sit liv.

Alligevel ender John som en visnet pind, hvis fire vågne timer i døgnet er præget af så megen smerte, at han til sidst må sige stop, farvel og tak for denne gang.

- Jeg gider ikke mere. Jeg vil dø. Jeg kan sgu ikke holde det ud mere, sagde han med sin til sidst svage og rustne stemme, da kræftsvulsten i halsen havde gjort, at madentusiasten ikke længere kunne spise den mad, han elskede at lave til sine to brødre hver fredag.

Maden måtte han se sine brødre spise, mens han selv skulle spise gennem sin sonde.

Elleve dages sultestrejke
Men noget gik galt. Det halve år var gået, men John trak stadig vejret med stadigt stærkere smerte.

Så meget, at han til sidst var efterladt med intet andet end smerte og lysten til at dø. Men det danske sundhedspersonale er underlagt en lovgivning, som ikke giver dødssyge patienter ret til selv at sige stop for livet og smerterne.

Så John gjorde det eneste, han kunne gøre for at dø. Han sultede og tørstede. Som døende patient må man nemlig gerne sulte sig ihjel.

Med sin søn Jimmys hånd i sin egen, skulle der gå elleve dage uden hverken vådt eller tørt, før den udhungrede krop endelig gav John lov til at dø en langsom og smertefuld død.