Depression får hjernen til at skrumpe

En klinisk depression kan få hjernen til at svinde ind, og der er risiko for, at den forbliver sådan efter endt sygdom

Depression, angst og stress er tre sindslidelser, der er nært beslægtede. (Foto: Colourbox)
Depression, angst og stress er tre sindslidelser, der er nært beslægtede. (Foto: Colourbox)

Lede ved livet og glædesløse tanker rammer mange danskere, der med en depression risikerer at sidde tilbage med hjerneskade, selv om de kommer sig efter sygdommen.

Læs også: Den fødte optimist - nu er genet fundet

Omkring 20 procent af patienterne har efterfølgende svært ved at koncentrere sig og hukommelsen har også lidt skade, viser dansk forskning.

Det er professor dr. med. og speciallæge i psykiatri Poul Videbech fra Center for Psykiatrisk forskning, Aarhus Universitetshospital, Risskov, der står bag resultatet, skriver Videnskab.dk.

- En depression sætter et markant aftryk på hjernen ved i gennemsnit at medføre 10 procents skrumpning af hjerneområdet hippocampus. Skrumpningen varer i nogle tilfælde ved, selv om depressionen i sig selv er ovre, siger professor dr. med. og speciallæge i psykiatri Poul Videbech.

Heldigvis ser det ud til, at der er håb.

Ved at scanne hjernen ser det ud til, at behandling med lykkepiller eller elektrochok kan sætte gang i nervecellerne, så området i hjernen kan genoprettes. Forhåbentlig vil kommende studier kunne påpege, at det samme gør sig gældende med psykoterapi som behandlingsform.

Læs også: Mere end hver tiende får vinterdepression

Professoren har også rigtig god erfaring med at motion kan være med til at sætte gang i genopbyggelsen i hjernen.

Derfor er det heller ikke overraskende, at hjernen var skrumpet mest hos personer med længerevarende eller ubehandlede depressioner.

Fakta om depression i Danmark

Depression er en meget almindelig og ubehagelig sygdom.

Omkring 500.000 danskere bliver ramt af en svær depression i løbet af deres liv. Endnu flere oplever mildere former for depression.

På en tilfældig dag vil mellem 100.000 og 200.000 danskere have en depression.

Depression kan ødelægge livet både socialt og arbejdsmæssigt, og den kan bringe livet i fare på grund af selvmordsrisikoen.

Kilde: Videnskab.dk.