17-årig døde efter at have farvet hår

- Hun kom ud fra badet og skreg 'nej, nej'. Sådan fortæller veninden til en pige, der fik et voldsomt anfald efter at have farvet sit hår. Hun døde på hospitalet

Tabatha McCourt blev 17 år (Foto: SWNS)
Tabatha McCourt blev 17 år (Foto: SWNS)

Det skulle have været en hyggelig pige-aften.

17-årige Tabatha McCourt var hjemme hos sin bedste veninde, Heather Goodall, i den engelske by Airdrie. Først så de 'X-faktor' i TV, og så skulle de i byen.

Men Tabatha ville lige farve sit hår. 20 minutter efter, produktet var smurt ind i håret, fik hun et voldsomt anfald.

Læs også: Professor: Forbyd hårfarve

- Hun kom ud fra badet og begyndte desperat at rive folien ud af håret. Hun skreg 'nej, nej' og min kærestes mor holdt hende fast og forsøgte at berolige hende. Det var vældig skræmmende, siger Goodall til Daily Mail.

Da Tabatha begyndte at kaste op og rulle med øjnene, blev der ringet efter en ambulance.

Hun døde på hospitalet, angivelig af forgiftning fra kemikalier hun ikke kunne tåle. Dødsårsagen er ikke endelig fastlagt.

Læs også: Hårfarveoffer i retten mod L'Oréal

Ifølge Daily Mail kan det være kemikaliet p-Phenylenediamine, der kan have forårsaget en allergisk reaktion. Det bruges ofte i mørke hårfarver.

- En så pludselig og voldsom reaktion er ekstrem sjælden. Vi ved ikke, om Tabatha var disponeret for allergi. Det er en forfærdelig og tragisk hændelse, og vi tænker på hendes familie, siger forskningsleder ved Cosmetic Toiletry og Perfumery Association, Emma Meredith, til avisen.

Tabatha farvede ofte sit hår og havde aldrig haft en fysisk reaktion på kemikalierne.

- Hun farvede det ofte i forskellige farver. Det hele er helt uvirkeligt, siger veninden grådkvalt.