En ny britisk undersøgelse dokumenterer endnu engang, at Danmark og Storbritannien halter efter sammenlignelige lande som Australien, Canada og Sverige, når det kommer til overlevelseschancerne ved sygdommen kræft.
Chancen for at overleve de fire mest hyppige kræftsygdomme er således højere i Australien, Canada og Sverige end i Storbritannien og Danmark, viser undersøgelsen.
Forskellen i overlevelseschancerne for bryst-, æggestok-, tarm- og lungekræft skyldes i høj grad, at svulster bliver opdaget senere i Danmark og Storbritannien, lyder det i undersøgelsen, der er offentliggjort i det medicinske tidsskrift The Lancet.
Danmark halter bagefter
Ifølge overlæge og forebyggelseschef hos Kræftens Bekæmpelse Hans Henrik Storm er baggrunden for undersøgelsen, at briterne har været bekymret for den dårlige kræftoverlevelse i Storbritannien i forhold til andre lande.
- Og Danmark er jo lidt i samme situation. Vi halter også efter andre udviklede lande i forhold til kræftoverlevelse, siger han og henviser til en anden nordisk undersøgelse, der for ti år siden viste, at Danmark ligger cirka 10 procentpoint lavere end de andre nordiske lande i forhold til kræftoverlevelse.
- Og det har ikke rykket sig så forfærdeligt meget. Heller ikke i den her undersøgelse. Vi hænger stadig i forhold til de bedste, så hvis vores ambition er, at vi skal have den internationalt bedste håndtering af kræftsygdomme, så er der stadig et stykke vej, siger han.
Der er dog lyspunkter i undersøgelsen set med danske øjne. Nemlig når det gælder chancen for at være i live et år efter en kræftdiagnose:
- En af de positive ting er, at der er små forbedringer for Danmark på nogle kræftformer i forhold til et-års-overlevelse. Her lukker vi afstanden lidt, men vi er ikke kommet op på niveau med de andre endnu, siger Hans Henrik Storm