Sundhedsstyrelsens nye lavrisikogrænse for, hvor meget man maksimalt bør drikke om ugen, kan give bagslag.
Det sår nemlig tvivl om troværdigheden af Sundhedsstyrelsens råd, at man nu pludselig ændrer de vejledende grænser, som man har markedsført i mange år.
Det mener, kommunikationsekspert Frederik Preisler, der selv var med til at indføre de gamle grænser på 14 genstande for kvinder og 21 for mænd.
Læs her om ekspert, der også kritiserer de nye alko-grænser
Nye grænser forvirrer
- Det har taget op mod 20 år for folk at huske Sundhedsstyrelsens anbefalinger i hverdagen. Man har kommunikeret noget i femten år, og så mener man det pludseligt ikke alligevel. Dermed bliver troværdigheden sat på spil, siger Frederik Preisler.
Sundhedsstyrelsen anbefaler fremover, at kvinder højst drikker syv genstande og mænd højst 14 genstande.
De gamle grænser på 14 og 21 genstande er maksimumgrænser og vil fortsat eksistere, men de nye er en såkaldt lavrisikogrænse, man skal holde sig under, hvis man vil minimere risikoen for alkoholskader.
Det vil imidlertid skabe forvirring og frustration, spår kommunikationsekspert Frederik Preisler.
Tvivl om Sundhedsstyrelsen
For eksempel må folk, der har fået leverskader, selv om de har levet op til de gamle genstandsgrænser, føle sig grundigt vildledt af Sundhedsstyrelsen, påpeger han.
Kolbøtten kan i værste fald betyde, at folk ikke længere vil tage Sundhedsstyrelsens råd alvorligt.
- Man tager simpelthen autoriteten ud af budskabet ved at lave en ny grænse. Det skaber kun forvirring, og danskerne har i forvejen en tendens til at gradbøje rådene, siger Frederik Preisler.