Tusinder tvinges på lykkepiller

Der er ingen støtte til psykologhjælp - kun til antidepressiv medicin, som vi propper os med trods svære bivirkninger

En nation på piller: Danmark er det land i Vesteuropa, hvor forbruget af antidepressiv medicin stiger mest. (Foto: Ole Buntzen)
En nation på piller: Danmark er det land i Vesteuropa, hvor forbruget af antidepressiv medicin stiger mest. (Foto: Ole Buntzen)
Danskerne spiser lykkepiller som aldrig før, og vi er det land i Vesteuropa, hvor forbruget af antidepressiv medicin stiger mest.

I dag er over 270.000 danskere i behandling, men mange kunne faktisk slippe for at proppe sig med antidepressiv medicin, der kan give alvorlige bivirkninger.

Det drejer sig om de tusinder, der har en let og moderat depression. Utallige undersøgelser konkluderer, at psykologhjælp er en mindst lige så effektiv behandling af deres lidelser som lykkepiller.

Problemet er, at regeringen kun vil give tilskud til lykkepillerne. Deprimerede får ikke en krone til psykologhjælp, og mange har derfor ikke råd til behandlingen.

Det så man senest ved økonomiforhandlingerne mellem staten og regionerne, hvor Danske Regioner foreslog gratis psykologhjælp til alle med let og moderat depression.

Piller er ikke lykken
Det ville koste 135 millioner om året. Men regeringen ville kun hoste op med 20 millioner kroner.

– Det virker ufornuftigt, fordi det altså er et langt bedre tilbud til borgerne end lykkepiller, siger Bent Hansen, formand for Danske Regioner.

– Psykologhjælp er med til at forhindre, at du ryger ud i en hel masse andre ting. Og det er som regel ikke en lykkelig situation at være på piller, siger han.

Regeringens prioritering undrer også cand.psych., MPH, Rita Fjeldsted fra Psykiatrisk Forskningsenhed Region Sjælland.

Hun har i en tidligere undersøgelse sammenlignet terapi med lykkepiller.

Og hun har for nylig været med til at evaluere et forsøgsprojekt under Danske Regioner.

Her fik borgere med depression på Fyn og i Århus tilbudt psykologhjælp, og 60 procent af deltagerne blev deres depression kvit efter i gennemsnit 10 behandlinger.

Større chance for succes
– Psykologhjælp giver en lige så stor chance for et succesfuldt behandlingsresultat som SSRI (lykkepiller , red.)hos patienter med depression.

– På lang sigt er effekten af terapi tilmed større, fordi den i langt højere grad forebygger tilbagefald, siger Rita Fjeldsted.

– Derfor bør psykologhjælp også være førstevalg til patienter med mild og moderat depression.

– Og man kan med rette stille spørgsmålstegn ved, hvorfor man i dag som patient kan få generelt tilskud til antidepressiv medicin, men ikke til psykolog, siger hun.

Der er penge at spare
Bent Hansen håber nu, at regeringen kan overtales til, at man fra 2009 kan give hele befolkningen psykologhjælp.

– For samfundet er der også penge at spare. Det forhindrer, at borgerne bliver sygemeldt og ryger på sygedagpenge.

– Og den enkelte giver det mulighed for at passe sin familie og sit hjem, siger han.