Lykkepiller smadrede mit liv

Gik ned med stress: Jens Krogstrup fik lykkepiller og endte på førtidspension

Jens Krogstrups liv tog en ordentlig nedtur, da han fik lykkepiller. I stedet burde han have haft psykologbehandling, mener han selv.
Jens Krogstrups liv tog en ordentlig nedtur, da han fik lykkepiller. I stedet burde han have haft psykologbehandling, mener han selv.
Jens Krogstrup fik lykkepiller efter ti minutter hos lægen. I dag ved han, at han burde have haft psykologhjælp i stedet. Jens gik ned med stress efter flere års voldsomt pres på jobbet og i privatlivet. Det startede en gevaldig social og økonomisk deroute. I dag er han 38 år og førtidspensionist.

– Det her har kostet mig alt. Det har kostet mig mit liv, siger Jens, der bor i en mindre by i Sydjylland.

– Jeg har fået syv forskellige slags lykkepiller på to år, siger han.

Jens er uddannet ingeniør og har arbejdet på en af landets største og mest prominente virksomheder.

Jeg troede, jeg skulle dø
Selv om han var veltrænet, kollapsede han en dag i et træningscenter. I første omgang blev han frikendt af lægerne og forsøgte at genoptage sit liv.

– Men en dag nede i Brugsen fik jeg det, som om jeg skulle dø. Jeg fik panikangst. Da tænkte jeg: ’Du fejler fandeme noget’.

Jens gik til lægen, der stillede ham en række spørgsmål ud fra et skema, og seancen endte med, han fik beskeden ’deprimeret på et eller andet niveau’.

– Det var jeg chokeret over. Og så fik jeg en lykkepille.

Pillerne hjalp ikke. Jens følte sig utilpas og fik sværere ved at passe sit job.

Brækkede sig i bilen
– Når jeg kørte på arbejde, sad jeg og brækkede mig i en plasticpose.

Jens var hurtigt tilbage hos lægen, der godt kunne se, han ikke havde det godt. Jens blev henvist til en psykiater, der gav ham nogle nye lykkepiller. Og noget nervemedicin.

Det hjalp heller ikke. Samtidig forsøgte han at holde fast i jobbet, men han fik mere og mere angst og turde til sidst ikke gå i kantinen.

Angsten dominerede
– Det fortalte jeg psykiateren. Og så skiftede vi til nogle nye lykkepiller. Og nogle sovepiller. For jeg sov også mindre og mindre, siger Jens.

Sådan gik der et år. Det hele blev værre og værre. Jens fik angst for at gå i butikker, angst for at gå uden for sit hjem.

Psykiateren måtte til sidst indrømme, at han ikke vidste, hvad Jens fejlede, og han blev derfor henvist til distriktspsykiatrien.

– Behandlingen foregik på den måde, at jeg blev medicineret – og så fik jeg en samtale på 45 minutter en gang om måneden. Min verden ændrede sig til, at jeg intet kunne, siger Jens.

Jeg blev aggressiv
Han gik populært sagt fra at være en rask mand i god fysisk form til at være aggressiv og tilbagetrukket. Han fik voldsomme mareridt, hukommelsen røg, blæren blev slap, og han fik svedeture. Jens tog på, og hans kæreste forstod ikke, hvad der skete med ham.

– En dag går jeg amok i en Jem & fix-butik, hvor jeg er sammen med min kæreste. Det er i en periode, hvor jeg skifter lykkepiller. Jeg får det dårligt i butikken og skal pludselig bare ud. Den mand, der stod foran mig, havde intet gjort. Han stod bare mellem mig og udgangen.

Jens angreb manden og flygtede ud af butikken. Det blev starten på en periode, hvor han var ligeglad med sig selv og med andre. Samtidig blev angsten værre.

Tænkte på at slå ihjel
– Jeg fik tanker om at slå mig selv ihjel. Om at slå andre ihjel. Jeg blev bange for mig selv, siger han.

Alt kollapsede. Jobbet røg, forholdet gik i stykker. Jens lå på sofaen og rystede. Den gik ikke længere.

På nettet fandt han ud af, at lykkepiller kan have stærke bivirkninger. Via kommunen fik han kontakt med en kognitiv terapeut. Det hjalp.

Han nedtrappede pillerne over to år, og samtidig arbejdede han med sine tanker i den kognitive terapi. Han lærte at konfrontere sine problemer, sine tanker. Tingene gik fremad. På et tidspunkt skaffede han endda sig selv et arbejde på 12 timer om ugen.

– De værktøjer, jeg skulle bruge til at bekæmpe stress og angst, fik jeg ikke gennem pillerne, men gennem den terapeutiske behandling, siger Jens.

Bitter på kommunen
På et tidspunkt vurderede kommunen, at han ikke skulle have den kognitive terapi længere. Det var for dyrt. Kommunen anerkendte, at lykkepillerne var en årelang forkert behandling, men de ville ikke betale for, at terapeuten fik Jens tilbage på sporet.

– Min behandling forsvandt, og dermed også jobbet, og i foråret fik jeg så førtidspension.

I dag er han bitter. På livet, kommunen, på beskæftigelsesministeren, der siger, at folk bare skal lette røven og komme i arbejde.

Claus Hjorts luftkasteller
– Claus Hjort siger jo, at de svage grupper skal støttes og i arbejde, men jeg kan på egen krop konstatere, at der ude i kommunerne er langt til ministerens visioner. Kommunen vil ikke altid bruge de nødvendige ressourcer for at få folk ind på arbejdsmarkedet – det er luftkasteller, han fyrer af.

– Jeg skal leve i min toværelses lejlighed resten af mit liv. Eller indtil jeg bliver så dårlig, at jeg skal på et bosted.

– Jeg vil bare tilbage på arbejdsmarkedet, for fanden, og være selvforsørgende. Tilbage til livet. Tilbage til et værdigt liv.

Jens Krogstrups navn er opdigtet, redaktionen er bekendt med hans rigtige navn. ’Jens’ har indklaget sin pensionssag til den Sociale Ankestyrelse