Konservative efter 1813-kaos: Sundhedsministeren kaldt i samråd

Sundhedsordfører for Det Konservative Folkeparti, Mai Henriksen, har kaldt sundhedsministeren i samråd, efter Ekstra Bladets seneste artikler om akuttelefon 1813

De Konservatives sundhedsordfører, Mai Henriksen, har nu kaldt sundhedsminister Astrid Krag (SF) i samråd på baggrund af Ekstra Bladets seneste artikler om akuttelefon 1813. Foto: Rene Schütze
De Konservatives sundhedsordfører, Mai Henriksen, har nu kaldt sundhedsminister Astrid Krag (SF) i samråd på baggrund af Ekstra Bladets seneste artikler om akuttelefon 1813. Foto: Rene Schütze

- Hvor langt ud skal det her komme, før Astrid Krag griber ind?

Det spørgsmål stiller de Konservatives sundhedsordfører, Mai Henriksen, efter Ekstra Bladets seneste artikler om potentielt livstruende situationer, hvor almindelige borgere ikke har kunnet komme igennem til det nødvendige sundhedspersonale på akuttelefon 1813 i Region Hovedstaden.

Ekstra Bladet har beskrevet, hvordan en ægtefælle til en 61-årig kvinde blev smidt af akuttelefonen, hvorefter det viste sig, at hans hustru havde en blodprop i hjernen.

Smidt af 1813: Kvinde havde blodprop i hjernen

Derfor har Mai Henriksen kaldt sundhedsminister Astrid Krag (SF) i samråd, hvor hun blandt andet vil stille hende følgende spørgsmål:

'Finder ministeren, at den nye akuttelefonordning i Region Hovedstaden sikrer lige og let adgang til sundhedsvæsenet, og hvad er ministerens holdning til de lange ventetider, herunder hvorvidt det er sundhedsmæssigt forsvarligt med så lange ventetider – især i lyset af, at sundhedspersonale, der skal videregive alarmerende oplysninger om potentielt livstruende situationer, nu også skal anvende 1813?'

Kaputtelefon 1813: Min lille søn kunne være endt med stomi

Mai Henriksen henviser til, at der står i Sundhedsloven, at danskerne skal have en fri og lige adgang til sundhedsvæsenet.

Hun mener ikke, at borgerne har lige adgang, når det ikke altid er, at den enkelte borger kan komme igennem til akuttelefonen på grund af forskellige og ofte lange ventetider.

- Jeg tror da, at de fleste kan se, at der ikke er lige adgang på nuværende tidspunkt. Det er jo nu, at vi begynder at høre om de her forskellige sager, siger Mai Henriksen til Ekstra Bladet.

Hun mener, at det er dybt bekymrende, at der er så meget rod og forvirring ved akuttelefonen, og det går ud over den grundlæggende tillid, som danskerne har til sundhedssystemet.

Kun halvdelen af opkaldene er kommet igennem på akuttelefonen

- Vi har en tillid til, at når vi bliver syge, så kan vi blive behandlet. Det er den tillid, der bliver rokket ved nu. Vi risikerer, at tilliden til vores sundhedsvæsen forsvinder og smuldrer, siger Mai Henriksen.

Hun henviser til, at der nu begynder at komme historier med folk, der er livstruende syge.

Kaputtelefon: 'Du er nu nummer 50 i køen'

- Det er jo det I påviser i jeres artikler. Historien i går var, at der var rigtig lange ventetider. Og lige pludselig bliver historierne personificerede i menneskeskæbner, som er udsat for livsfare, siger Mai Henriksen.

Ekstra Bladet forsøger at få en kommentar fra Sundhedsminister Astrid Kragh (SF).