Derfor er et dagligt glas rødvin sundt

Der er mindst 10 gode grunde til at drikke et glas rødvin om dagen

Der er mindst 10 gode grunde til at drikke rødvin hver dag. (Foto: Thomas Borberg)
Der er mindst 10 gode grunde til at drikke rødvin hver dag. (Foto: Thomas Borberg)
Følg Sundhed

Rødvin er i de sidste årtier nærmest blevet ophøjet til en sundhedsdrik, hvis den da bliver indtaget i moderate mængder.

Men forskerne er absolut ikke enige om, hvorfor rødvin er sundt, selv om pilen peger på indholdet af polyfenolers antioxidante virkninger. Men hvad enten det skyldes alkoholen, antioxidanter eller andre årsager, så er her 10 sunde grunde til at drikke et eller to daglige glas rødvin:

1. Depression

Resultater af en befolkningsundersøgelse i 2012 fra universitetet i Navarra (Spanien), der har fulgt over 5.500 moderat drikkende personer i op til syv år viser et omvendt forhold mellem indtagelse af alkohol og forekomst af depression.

Undersøgelsens deltagere i alderen 55 til 80 år havde aldrig lidt af depression eller haft alkohol-relaterede problemer da undersøgelsen begyndte.

Den vigtigste alkoholholdige drik, som undersøgelsens deltagere drak, var vin. Analyser viser, at deltagere, der drak moderate mængder vin hver uge havde mindre risiko for at lide af depression.

Deltagere, der drak 2-7 små glas vin om ugen, havde den laveste risiko for depression.

2. Tarmene

En spansk undersøgelse fra Hospital Virgen de la Victoria i Malaga i 2012 viser, at hvis du nyder et glas Merlot eller en rødvinstype, som har et lavt alkoholindhold, så ændrer du sammensætningen af gode og dårlige bakterier, som normalt findes i din tyktarm.

Undersøgelsen er baseret på en sammenligning af afføringen hos ti mænd, der i en periode blev bedt om at drikke henholdsvis Merlot rødvin eller gin. I modsætning til gin indeholder rødvin såkaldte polyfenoler fra røde druer, som forskerne mener er gavnlige for tarmsystemet.

Den rette, afbalancerede blanding hjælper faktisk på fordøjelsen, regulerer dit immunsystem og producerer K-vitamin, som er rigtig vigtigt mod dannelsen af blodpropper.

3. Overvægt

En forbindelse, der i struktur minder om antioxidanten resveratrol, kan tilsyneladende blokere cellulære processer, der tillader fedtceller at udvikle sig.

Forskere fra Purdue University i Indiana i USA påviste i 2012, at stoffet piceatannol blokerer umodne fedtcellens evne til at udvikle sig og vokse.

Selv om det har samme struktur som resveratrol - det stof, der findes i rødvin og røde druer, og som menes at bekæmpe kræft, hjerte- og andre sygdomme - så synes piceatannol væsentligste fordel at være evnen til at bekæmpe fedme.

Og kilden til piceatannol er heldigvis den samme, idet resveratrol omdannes til piceatannol hos mennesker efter indtagelse.

- Piceatannol ændrer faktisk timingen af genekspressioner, genfunktioner og insulin-aktion under adipogenese, der er den proces, hvor umodne fedtceller bliver modne fedtceller, siger undersøgelsens chefforsker Kee-Hong Kim.

4. Immunforsvaret

Et dagligt glas rødvin har vist sig at styrke hjertekar-systemet, men nu viser en ny undersøgelse, at alkohol i moderate mængder også styrker immunforsvaret.

Forskning fra Oregon Health & Science University (OHSU) viser at alkohol hjælper med til at bekæmpe infektioner. Forsøg med makakaber, der har et immunsystem meget lig menneskers og som lærte at drikke alkohol viste, at de makakaber, der drak moderate mængder, reagerede bedre på en vaccine mod kopper end både aber, der ikke drak alkohol eller drak meget alkohol.

5. Booster omega-3

Rødvin kan forøge mængden af omega-3 fedtsyrer i plasma og røde blodlegemer viste en europæisk undersøgelse i 2008.

Undersøgelsen er baseret på omfattende lægeundersøgelser, spørgeskemaer og læge-interview med 1.604 voksne fra London i England, Abruzzo i Italien, og Limburg i Belgien.

Resultaterne viste, at personer, der regelemæssigt drak moderate mængder vin, havde højere indhold af omega-3 fedtsyrer i blodet.

Forskerne mener at rødvin fungerer som en udløser, der øger indholdet af omega-3 fedtsyrer i kroppen.

6. Fedtlever

Forskere ved University of Californias San Diego School of Medicine udfordrede i 2008 vanetænkningen med en undersøgelse, der viser, at moderate mængder rødvin, ikke kun er sikkert for leveren, men faktisk kan nedsætte forekomsten af ikke-alkoholisk fedtlever sygdom.

Den befolkning-baserede tværsnitsundersøgelse af næsten 12.000 deltagere omfattede 7.211 ikke-drikkere og 4.543 moderat drikkende. Moderat alkoholforbrug blev defineret som op til et gennemsnit på en drink om dagen af enten 12 cl vin 35 cl øl, eller 3 cl spiritus. Alle deltagere blev interviewet om deres gennemsnitlige alkoholforbrug igennem livet.

Mens ikke-drikkere i 14,3 procent af tilfældene havde fedtlever, havde kun 8,6 procent af de moderat drikende ikke alkoholisk fedtlever.

7. Prostatakræft

En undersøgelse af 1.456 mænd viste i 2007, at 52 procent færre mænd risikerede at blive diagnosticeret med prostatakræft, hvis de drak moderate mængder rødvin (4-7 glas om ugen).

Forskerne fra Fred Hutchinson Cancer Research Center i Seattle fandt ingen sammenhæng mellem alkohol i almindelighed og risikoen for prostatacancer. Men da de gik et skridt videre og kiggede på de forskellige drikkevarer, konstaterede de en klar sammenhæng mellem rødvin og lavere risiko for prostatakræft.

Selv et glas om ugen reducerede mænds risiko for prostatakræft med 6 procent, meddelte forfatterne.

8. Demens

En analyse af undersøgelser, som var offentliggjort siden 1977, viste i 2011 at moderat alkoholforbrug - især rødvin - reducerede risikoen for demens, Alzheimers og cognitive problemer med 23 procent.

Læs også: 8 madråd, der kan forebygge demens

- Vi anbefaler ikke, at nondrinkers begynder at drikke. Men moderat drikke, hvis det er virkelig moderat, kan være gavnligt, sagde chefforskeren bag analysen Edward J. Neafsey fra Loyola University Medical Center.

Analysen konstaterede samtidig at mere end 3-5 drinks om dagen medførte en højere risiko for demens og Alzheimers.

9. Brystkræft

Forskere fra Cedars-Sinai Medical Center i Los Angeles konstaterede i begyndelsen af 2012, at præmenopausale kvinder, der drak 250 ml rødvin hver aften i en måned, havde lavere østrogen- og højere testosteronniveauer.

Læs også: 10 madvarer, der kan forebygge brystkræft

Forskerne forklarede, at kemikalier i skind og frø af røde druer er årsag til hormon-ændringerne, der resulterer i en lavere risiko for at udvikle brystkræft.

Forfatterne understregede, at det ikke kun er rødvin, der har de gavnlige stoffer, men de røde druer. Undersøgelsen viste at kvindernes hormoner ikke ændrede sig når de drak hvidvin.

10. Blodtryk

Til sidst en måske kedelig grund - for er vinen alkoholfri er den meget mere effektiv i forhold til dit blodtryk, viser et forsøg fra. bl.a. universitetet i Barcelona i 2012.

Læs også: 11 madråd, der kan beskytte mod slagtilfælde

Forskerne studerede 67 mænd, der enten havde diabetes eller mindst tre kardiovaskulære risikofaktorer, og som spiste den samme mad samt drak en af følgende drikkevarer: omkring 30 cl rødvin, alkoholfri rødvin eller omkring otte cl gin. Alle mænd fulgte diæten i 4 uger.

Den alkoholfri rødvin øgede deltagernes niveauer af nitrogenoxid, som hjalp til at mindske både det systoliske og det diastoliske blodtryk, siger forskerne. Nitrogenoxid er et molekyle i kroppen, der hjælper blodkarrene med at slappe af og fører mere blod til dit hjerte og organerne.

Rødvinen med alkohol medførte kun et meget lille fald i blodtrykket, og gin-drikkerne havde slet ingen ændring.

Mere fra Ekstra Bladet+

Den 4. november 2020 forgreb Danmarks regering sig på demokratiet

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind