Danske forskere tættere på ny slankepille

Dansk forskning giver ny viden om, hvad der skal til for at få fedtceller til at forbrænde fedt i stedet for at lagre det

(Foto: Morten Flarup)
(Foto: Morten Flarup)

Celler i kroppen, der lagrer fedt og gør dig tyk, kan blive omdannet til celler, der forbrænder fedt og holder dig slank. Nu har danske forskere kortlagt, hvordan denne omdannelse finder sted, skriver Videnskab.dk.

- Vi har kortlagt fedtcellernes genom og identificeret et protein, der aktiverer bestemte gener, så fedtcellerne bliver omprogrammeret til at forbrænde fedt i stedet for at lagre det,« siger Susanne Mandrup, der er professor ved Institut for Biokemi og Molekylær Biologi på Syddansk Universitet (SDU).

Resultatet, som netop er publiceret i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Genes & Development, er et afgørende skridt på vejen mod at udvikle medikamenter, der kan få kroppen til at omdanne fedt til varme i stedet for at lagre det.

Læs også hos Videnskab.dk: Ti myter om fedme og slankekure

Susanne Mandrup og kollegerne har taget udgangspunkt i etableret viden om, at der findes tre forskellige slags fedtceller:

1. Hvide fedtceller, der lagrer fedt fra maden, så man bliver tyk, hvis man spiser for meget.'

2. Brune fedtceller, der omdanner fedt til varme i stedet for at lagre det.

3. Brite fedtceller er beige/brunlige celler (Brite er en forkortelse for Brown-in-White). Ligesom brune celler laver de fedt om til varme. Forskerne har længe været interesseret i brite fedtceller, fordi det har vist sig, at hvide fedtceller, som vi i forvejen har mange af i kroppen, kan brunes og blive brite, så de forbrænder fedt i stedet for at lagre det.

- Overvægtige mennesker har mange hvide celler i fedtvævet, viser undersøgelser. Vi har også længe vidst, at eksempelvis kuldepåvirkning kan få kroppen til at danne flere af de brite fedtceller, som laver varme, men vi har ikke vidst ret meget om, hvilke molekylære mekanismer der er på spil, siger Susanne Mandrup.

Læs også hos Videnskab.dk: Brunt fedt - fremtidens våben mod overvægt?

For at få en bedre forståelse af, hvordan fedtlagerede hvide celler kan blive til fedtforbrændende brite celler, har forskerne fra Syddansk Universitet dyrket hvide celler i et laboratorium og tilsat et medikament, der tidligere er blevet brugt til at øge diabetespatienters insulinfølsomhed.

Medikamentet, som hedder Rosiglitazone, virker ved at brune cellerne, så de bliver brite, men hvordan stoffet påvirker cellerne på molekylært niveau, har hidtil været uklart.

Undervejs har forskerne brugt avanceret gensekventeringsteknologi til at kortlægge og analysere både de hvide og de brite cellers genom for på den måde at finde ud af, hvilke gener der er aktive, når den hvide celle bliver brite.

Læs også hos Videnskab.dk: Hvorfor giver julefrokosten dårlig samvittighed?

Analyserne viste ikke bare, hvor i cellernes genom, der er aktivitet, når hvide fedtlagrende celler bliver omdannet til brite celler.

Forskerne fandt også ud af, at et bestemt protein, kaldet KLF11, skal være tilstede for, at cellerne kan blive omprogrammeret til at forbrænde fedt i stedet for at lagre det.

- Vi kan se, at KLF11 binder til de gener i cellerne, som er aktive, når de hvide fedtceller bliver omdannet til brite celler. KLF11 er i forvejen kendt som et vigtigt protein for funktionen af de insulin-producerende β-celler i bugspytkirtlen, men med vores studium viser vi for første gang, at proteinet også er nødvendigt, for at hvide fedtceller kan blive omprogrammeret til brite celler, siger Susanne Mandrup.

På sigt kan fundet bruges til at udvikle nye medikamenter, som kan ramme præcis de områder i fedtcellerne genom, som har indflydelse på, om cellerne forbrænder fedt eller lagrer det.

På den måde kan man modvirke, at overvægtige mennesker udvikler insulinintolerance og får diabetes eller andre fedmerelaterede sygdomme.

Andre artikler på Videnskab.dk:

Forskere: Alle slankekure ender med samme resultat
Forskere barberer bizar penis
Smukke fotos: Se verden gennem mikroskop

0 kommentarer
Vis kommentarer