Hvis du er glad for alkohol til maden, er det måske værd at tage et kig på, hvilken slags du drikker. Det er nemlig ikke ligemeget - i hvert fald ikke, hvis du vil undgå type 2-diabetes.
For mens øl og stærkere drikke er kendt for at øge risikoen for den udbredte sygdom, har nye studier vist, at vin for nogle voksne reducerer risikoen for at udvikle type 2-diabetes med op til 14 procent. Den nye opdagelse blev fremlagt på American Heart Associations seneste komference, skriver mediet prevention.com.
Afgørende detaljer
Forskerne bag studiet har undersøgt sundhedsdata for 312.400 mennesker med en gennemsnitsalder på 56 år. Forsøgspersonernes data og alkoholvaner blev fulgt gennem 11 år, og ved indsamlingens slutning havde 8400 af dem udviklet type 2-diabetes.
Forskernes konklusion er, at folk med et moderat indtag af vin til maden - et glas om dagen for kvinder og to for mænd - havde 14 procent lavere risiko for at udvikle sygdommen. En interessant detalje er dog, at dette ikke gjaldt for dem, der drak vin uden for måltider.
Lille gevinst og stor skade
Der er dog stadig stor diskussion om, hvorvidt det overordnet set er en god ide at slubre vin til sin mad. For mens det nye studie viser gode resultater for vinelskere og andre livsnydere, er det overordnede billede knapt så fantastisk.
Ifølge American Heart Association (AHA) viser flere andre undersøgelser, at ethvert indtag af alkohol er skadeligt for blandt andet hjerte og lever. Desuden øger det risikoen for for højt blodtryk, overvægt, brystkræft, slagtilfælde, depression og flere andre lidelser.
For de yngre generationer er valget allerede taget for dem. Læs mere om det her:
Regeringen vil forbyde salg af alkohol til unge under 18 år
Her er sundhedsudspillet: Vil hæve aldersgrænsen for alkohol