Bedst som der var gode nyheder og lys for enden af tunnelen, og omikron viste sig at give mildere sygdomsforløb end dens forgænger delta, kastes nu en ny skygge over den årelange pandemi.
Cypriotiske forskere har netop fundet endnu en variant af den stædige virus. Den har samme baggrund som delta, men også ti mutationer tilfælles med omikron. Af samme årsag har den fået det foreløbige, uofficielle navn deltakron.
Det er endnu for tidligt at sige ret meget om den nyfundne variant, men i værste fald kan den vise sig at være både smitsom og alvorlig.
Det skal dog understreges, at intet er sikkert endnu. Der er tidligere fundet varianter, som de fleste mennesker aldrig har hørt om, da de gik i sig selv igen.
For tidligt at sige noget
Det er professor Leontios Kostrikis fra universitetet på Cypern, der står i spidsen for forskergruppen, der har opdaget den nye variant. Han vil dog endnu ikke sige ret meget om fundet, men han har sendt den genetiske kode til førende forskere verden over.
- Fremtiden vil vise, om det her er mere alvorligt, og om den smitter mere, eller om den kan stå imod delta og omikron, som dominerer lige nu, siger han til cypriotisk tv.
I starten af næste uge vil de græske sundhedsmyndigheder holde pressemøde om, hvad de indtil nu ved om 'deltakron'.
Også i Frankrig blev der i denne uge fundet en ny variant, der kaldes IHU.