En blodprøve rejser faresignaler, men lægen reagerer ikke. En henvisning går tabt i lægens it-system og patienten bliver glemt.
Svigt og logistisk rod risikerer at koste danske kræftpatienter måneders ekstra og dyrebar ventetid. Det viser en undersøgelse, som Kræftens Bekæmpelse offentliggjorde fredag.
Rapporten kommer blot to dage efter, at Ekstra Bladet kunne afsløre, at mere end 4600 danskere det seneste år har ventet længere tid på behandling, end de såkaldte kræftpakkerne siger, at de må.
Kræft-chok: 4600 venter for længe på behandling
- Nogle af patientforløbene i rapporten er blevet forsinket med uger og måneder, enkelte helt op til et år. For disse patienter har det haft meget alvorlige følger på grund af kræftsvulster, der har vokset sig så store, at de ikke kan opereres væk, eller har spredt sig til knoglerne, siger sundhedsfaglig konsulent i Kræftens Bekæmpelse, Lotte Linnemann Rønfeldt, der har lavet undersøgelsen.
Lotte Linnemann Rønfeldt har gennemgået 531 fejl, som er blevet meldt til Dansk Patientsikkerheds Database. 84 procent af de fejl, som de praktiserende læger har indberettet har ført til skade på patienten eller ekstra ventetid, fastslår undersøgelsen.
Her er kræftformerne, din læge ikke kan finde
Ifølge undersøgelsen er det ofte, når ansvaret for kræftpatienterne skifter hænder, at fejlende sker - for eksempel når en patient bliver henvist fra egen læge til hospitalet eller fra en hosptialsafdeling til en anden.
- Foruden forsinkelse og fysiske skader medfører hændelserne, at både kræftpatient, praktiserende læge og hospitalet bruger tid og kræfter på at udrede trådene og få forløbet tilbage på sporet, siger Henriette Lipczak, der er overlæge i Kræftens Bekæmpelse.
Hun påpeger, at der er brug for klare aftaler om, hvem der har ansvaret for patienten i de forskellige faser af kræftforløbet, og at der etableres arbejdsgange og procedurer, der sikrer, at henvisninger og prøvesvar ikke går tabt.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.