Jordemoderens egen fødsel: 'Herregud, er det ikke værre'?

Birgit Thalwitzer husker tydeligt den første ve. Hun havde været på barselsbesøg, da hun mærkede en smerte, hun ikke havde prøvet før. Veen skræmte hende ikke, og samtidig vidste hun, at der nok ville gå et stykke tid endnu, før hun som førstegangsfødende ville få sin datter lagt til brystet. - Jeg tænkte faktisk: ‘Herregud, er det ikke værre?' Jeg er rytter og tidligere kampsportsudøver i min fritid og har engang gået til skadestuen på en brækket fod. Det her skal nok gå. Men jeg blev klogere, griner hun. - Jeg vidste instinktivt, at jeg først ville føde dagen efter. Så jeg kørte hjem, havde en nogenlunde rolig nat, og så mødte vi ellers op inde på fødegangen dagen efter, helt parat til at føde – troede jeg, husker jordemoderen. Lang vej endnu Men Birgit Thalwitzer var kun åbnet et par centimeter og kunne se frem til mange timer med veer, der kun tog til i styrke. Midt i smerterne lærte hun dog en vigtig lektie, hun kunne tage med sig videre i sit arbejdsliv. - Det er en helt unik smerte, som ikke kan sammenlignes med noget andet, og den opleves meget individuelt. Derfor får de fødende heller ikke en medalje af mig for at holde smerten ud, hvis det omvendt betyder, at de får en bedre fødeoplevelse af at få smertelindrende undervejs, siger hun. Blå bog Birgit Thalwitzer Selv havde hun også planlagt at skulle føde uden anden hjælp end at få en såkaldt pudendusblokade, der bedøver mellemkødet, dæmper udspilningsfornemmelsen og gør det mere tåleligt at presse barnet det sidste stykke ud uden at briste. - Det svarer lidt til lokalbedøvelse ved tandlægen, og det havde jeg planlagt, fordi min datter havde et stort hoved. Derfor ville der blive brug for, at bækkenbunden var bedøvet, så jeg nemt ville kunne gispe hende ud over nogle ekstra presseveer, fortæller Birgit Thalwitzer. Alt andet end på ryggen Hendes datter blev først født halvandet døgn efter, Birgit Thalwitzer mærkede første ve. Derfor endte hun også med at få en epiduralblokade (en lokalbedøvelse). Til trods for at hun havde taget 40 kilo på under graviditeten og var gangbesværet, vidste hun som jordemoder, at det værste, en fødende kan gøre, er at ligge ned under hele fødslen. - Jeg for rundt, så godt mit store korpus tillod. Op at stå, ud at gå, ud på toilettet, ned på alle fire. Bækkenbunden består af tre led, og to af dem låses, når man ligger ned på ryggen. Så bevægelse er en gave for den fødende, og så udnytter man også tyngdekraften, forklarer Birgit Thalwitzer . Som jordemoder vidste hun også, at den værste fødselsstilling er liggende på ryggen, for det øger risikoen for forløsning med sugekop. Så hun fandt de sidste superkræfter frem og fødte sin datter halvt siddende. Det allerbedste havde været stående, på siden eller på alle fire, for det letter fødslen, og det bestræber Birgit Thalwitzer sig også på at få sine fødende kvinder til. - Som jordemoder er det min fineste opgave at give de fødende en god og tryg oplevelse, så de har lyst til at komme igen en anden gang. Derfor er god kommunikation altafgørende, så alle ved, hvad der sker hele tiden. Fødsler gør ondt, men der er ingen grund til at være bange, afslutter hun.

Ekstra Bladet annoncer

Rapportér annonce

Tak for din henvendelse

Fejl

Sender rapport

Jordemoderens egen fødsel: 'Herregud, er det ikke værre'?

Birgit Thalwitzer havde seks års erfaring som jordemoder, da hun selv skulle være mor for første gang. Hun var fast besluttet på, at det skulle være en god oplevelse

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Bagholdet