Som frygtet har det meget voldsomme udbrud af den dødelige ebolavirus i Vestafrika nu ramt en afrikansk millionby.
Fredag bekræftede myndighederne i Nigeria, at landet har haft sit første dødsfald i Lagos. Der bor flere end 20 millioner mennesker i byen.
Offeret er en tilrejsende 40-årig mand fra Liberia.
Han var embedsmand og deltog i en international konference i Lagos, men blev alvorligt syg og døde på et af byens hospitaler. Her viste en blodprøve, at dødsårsagen er ebola.
Sygdommen er en af verdens mest dødelige og særdeles smitsom. Ifølge de nyeste tal fra WHO er mindst 660 døde, siden udbruddet begyndte tidligere i år - men tallet kan nemt være større, da infrastrukturen er meget dårlig i de fire lande, der er ramt er udbruddet.
Udover de døde er også flere end 1.000 mennesker inficeret i Sierra Leone, Liberia, Guinea og nu Nigeria.
Ifølge organisationen Læger Uden Grænser, som er i området, er smitten ude af kontrol, og der er akut brug for flere kræfter til at stoppe udbredelsen af ebola.