Sådan får du den bedste søvn

Flere undersøgelser viser, at der er mange fordele ved at smide kludene, før du hopper i seng

Ifølge Marilyn Monroe selv, sov hun også uden tøj på - kun iført fem dråber af sin yndlingsparfumt, Chanel no. 5. Foto: Alpha/GLOBE PHOTOS
Ifølge Marilyn Monroe selv, sov hun også uden tøj på - kun iført fem dråber af sin yndlingsparfumt, Chanel no. 5. Foto: Alpha/GLOBE PHOTOS

Hvis du har problemer med søvnkvaliteten, er du langt fra alene. Ifølge Dansk Center for Søvnmedicin på Glostrup Hospital har op mod hver femte dansker søvnproblemer, og omtrent 300.000 sover så dårligt, at det påvirker deres hverdag. Og dårlig søvn kan have alvorlige sundhedsmæssige konsekvenser.

Men måske er (en del af) løsningen nærmere, end du tror. Et nyt internationalt studie blandt knap 2700 mænd og kvinder viser, at folk, der sover nøgne, sover bedre.

Faktisk viser studiet, at i gennemsnit 26,5 procent af søvnen hos bar-soverne består af REM-søvn, som er den vigtige, dybe søvn, hvor sind og krop restituerer bedst. Mere præcist var andelen 26 procent for kvinder og 27 for mænd. 

Til sammenligning er kun 17,5 procent af søvnen REM-søvn hos dem, der sover i en t-shirt og lange bukser. For en sund søvn bør omkring 25 procent af søvnen bestå af REM-søvn. 

Forskellige fordele for mænd og kvinder
At søvnkvaliteten forbedres er ikke den eneste årsag til, at det er sundt at sove uden tøj på.

Ud over den åbenlyse fordel, at man ikke vågner med en bukseelastik, der strammer om maven, eller en t-shirt, der ikke er drejet med rundt, da man vendte sig, er en lavere kropstemperatur også en naturlig konsekvens ved at sove bar. Og det har ekstra fordele - ikke mindst for mænd. Det øger nemlig produktionen af sæd og giver et sundere miljø for sædcellerne, når testiklerne ikke bliver varmet op og presset sammen af stramme shorts. 

For kvinder kan en søvn helt uden underbenklæder også give et sundere miljø i underlivet, og det kan forhindre eller lindre både infektion og svamp.

Forbrænd kalorier og få mere sex  
Den lavere temperatur har desuden - for de fleste - den ekstra fordel, at man forbrænder flere kalorier, mens man sover. Og så kan det af åbenlyse årsager forbedre dit sexliv, hvis du sover med en partner. En britisk undersøgelse viser, at folk, der sover uden tøj på, generelt er mere tilfredse med deres sexliv.

Er du typen, der ligger i ske, har hud-mod-hud-stillingen også en masse gavnlige effekter på din krop og dit sind. 

Har du søvnproblemer, kan du måske finde hjælp her.

Gode råd hvis du sover nøgen

Sørg for, at temperaturen i dit soveværelse er mellem 15 og 20 grader. Det giver den bedste temperatur, når du er faldet i søvn, og din kropstemperatur falder.

Tag evt. et hurtigt bad før sengetid, så dit lagen og sengetøj holder længere. Men vask det oftere, end hvis du sover med tøj på.

Sørg for at have en stor dyne - eller måske to - så du ikke bliver for kold, mens du sover.

Hvis du har tendens til at gå i søvne, bør du huske at låse døren og måske orientere familiemedlemmer eller naboer om, at du har planer om at sove uden tøj på fremover.