Direktør i Guldborgsund taget for spritkørsel

Ib Østergaard Rasmussen, direktør i Guldborgsund Kommune, har fået frataget sit kørekort for at køre alkoholpåvirket

Ib Østergaard Rasmussen (t.v.) blev kritiseret for at være med på dyr skatteyderbetalt studietur sidste år. Nu har han fået taget sit kørekort for spritkørsel. (Foto: Kristian Linnemann)
Ib Østergaard Rasmussen (t.v.) blev kritiseret for at være med på dyr skatteyderbetalt studietur sidste år. Nu har han fået taget sit kørekort for spritkørsel. (Foto: Kristian Linnemann)

Direktøren i Guldborgsund Kommune er nu uden kørekort. Ib Østergaard Rasmussen fik snuppet kortet, efter han i august blev stoppet med alkohol i blodet. Det skriver Guldborgsund Kommunes medarbejderavis 'Sundet' ifølge folketidende.dk .

Direktøren havde været til sommerfest udenfor Nykøbing en aften i august sammen med sin hustru. Efter midnat kørte de sammen hjem med Ib Østergaard Rasmussens kone bag rattet.

- Et par kilometer fra vores hjem får hun noget i øjet, og sammen bliver vi enige om, at jeg skal køre det sidste stykke hjem, fortæller Ib Østergaard Rasmussen til 'Sundet'.

Men Ib Østergaard Rasmussen blev stoppet af færdelspolitiet og testet for spritkørsel. Den efterfølgende blodprøve viste en promille på 1,3.

Ifølge 'Sundet' har det nu kostet direktøren kørekort i to og et halvt år.

Festede for skattekroner
Ib Østergaard Rasmussen har tidligere været skrevet om i medierne, da han sidste år var med på en 'kunst-studietur' til Tyskland for Guldborgsund Kommune.

Her festede og drak politikere og ansatte for den nette sum af 140.000 skattekroner og høstede efterfølgende stor kritik for turen, der foregik i 'Danmarks mest eksklusive bus'.