Derfor tabte Brøndby for første gang

Derfor tabte Brøndby for første gang

1. Presspillet fungerede slet ikke

Alexander Zornigers spillestil er enormt krævende. Ikke bare for et par spillere, men for samtlige på holdet. Når modstanderen skal sættes under et så massivt pres, som det er planen, skal alle spille med. Alt for mange spillede slet ikke med mod Viborg. I den kamp kan man slet ikke tale om den form for overfaldsfodbold, som har bragt Brøndby langt på otte spillerunder.

2. Ingen kreativ legekammerat til Hjulsager

Centralt savnede Andrew Hjulsager i sandhed en kreativ legekammerat. Han har haft det i Hany Mukhtar i mange kampe. Men tyskeren er ude med en skade og så hænger meget af Brøndbys spil alene på Andrew Hjulsager. Når han ikke rammer topniveauet, er det svært at se, hvor de kreative indslag skal komme fra.

3. For meget boldflytteri til siden

Det Brøndby leverede mod Viborg mindede alt for meget om Brøndby anno 2014 og 2015. Alt for meget boldflytteri til siden og bagud. Der var kun i meget sjældne tilfælde den direkte fodbold, som holdet har praktiseret, siden Alexander Zorniger kom til. I grove træk kom Brøndby ingen vegne mod Viborg.