Løn i Superligaen

Løn superligaen: Sådan gjorde vi

Superliga-klubberne værner om spillernes lønninger, som var det statshemmeligheder. Men det er gennem eksempelvis års-regnskaber muligt at få et mere eller mindre præcist billede af løn-budgetter og den aktuelle udvikling.

Desuden er det en branche, hvor nøgle-aktører bliver nødt til at holde sig ajour med lønninger hos konkurrenterne. Så fodbold-branchen er derfor også fyldt med personer, der har stor indsigt.

Ekstra Bladet har i forbindelse med disse artikler været i kontakt med et utal af indsigtsfulde personer fra dansk fodbolds inderkreds for at danne et billede af lønhierarkiet ikke alene i Superligaen, men helt ned på klub-niveau.

Vi opererer i denne sammenhæng med en kalkuleret månedsløn, som tager højde for, at fodboldspillere ofte får store engangsbeløb (sign-on-fee). Eksempelvis ligger Anders K. Jacobsens fem-årige aftale i OB opdelt i ti mio. kr. i månedlige udbetalinger, mens yderligere fem mio. kr. er bundet op i engangsbetalinger. Vores udregninger inkluderer engangsbetalingerne, da det ofte udgør mere end 20 procent af den samlede lønsum, og derfor er vigtige at medregne for at få et korrekt billede af løn-niveauet.

Lejede spillere indgår ikke i opgørelsen. Det gælder eksempelvis Hany Mukhtar i Brøndby. Klubben betaler i omegnen af 275.000 kr. om måneden for at leje tyskeren i Benfica. Men Mukhtars reelle løn i Benfica ligger i omegnen af 7,5 mio. kr. Situationen er nemlig den, at en lejet spiller fortsætter med at få løn fra den klub, der ejer spilleren uanset, hvor han spiller og hvor stort et beløb den lejede klub betaler for ham..

Ingen klubber ønsker at knytte kommentarer til Ekstra Bladets løngennemgang.