Svindleren bag: Kevin vidste intet

Manden bag svindlen: Kevin vidste intet

doc77gkoyxtwdv1jpt79jpq.jpg 

43-årige Dion Brockdorff lægger sig fladt ned og indrømmer, at han har løjet og svindlet sin egen svoger, Superligaspiller Kevin Conboy, der står tilbage som taberen, når regningen for millionsvindel skal placeres.

Uden Conboys viden har Dion Brockdorff hevet penge ud af de selskaber, han havde overtalt Conboy til at investere sin opsparede millionformue i.

- Hvorfor gjorde du det?

- Jeg kan ikke svare på det, svarer Brockdorff.

- Du kan ikke svare på det? Var det en pludselig opstået tanke, eller har det været en plan hele tiden?

- Det kan jeg heller ikke svare på.

- Er det fordi du ikke kan, eller fordi du ikke vil?

- Det er fordi jeg ikke kan. Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke hvorfor.

- Du har haft nogle psykiske problemer i kølvandet på det her (Ekstra Bladet har fået indsigt i Dion Brockdorffs psykiatriske journal, red.). Du var blandt andet indlagt på psykiatrisk afdeling lige efter at svindlen bliver opdaget. Får du det skidt på grund af det?

- Det hænger sammen. Det er svært at skelne det ene fra det andet – hvad der er årsag til hvad. Jeg er blevet udredt for adhd og formentlig også autisme og en eller flere personlighedsforstyrrelser.

- Havde jeg haft den viden for 30 år siden, så er der ikke nogen tvivl om, at jeg ikke havde været her I dag.

- For 30 år siden, siger du. Er det noget, du har gjort før da? Altså, svindlet?

- Det MÅ jeg ikke svare på.

- Hvad har du fået ud af det? Du har mistet en stor del af din familie, er blevet skilt, må flytte fra dit hjem og har ikke nogen indtægt. Var det det værd?

- Jeg har bestemt ikke vundet noget som helst på det her.

- Hvorfor indsatte du Kevin som direktør - var det fordi du selv blev underlagt konkurskarantæne?

- Det må jeg ikke svare på for min advokat (i forhold til politianmeldelse og straffesag, red.).

- Hvor er pengene?

- Det kan jeg ikke svare på.

- Det skal jeg lige forstå... Det KAN du ikke svare på, eller det MÅ du ikke svare på?

- Det kan jeg ikke. Jeg ved det simpelthen ikke.

- De er næppe forsvundet op i den blå luft. Har det været til at dække andre kreditorer eller til at købe luksusbiler?

- Det må og kan jeg ikke svare på.

- Jeg tror, at alle mangler svar på, hvor pengene er?

- Men det kan jeg ikke svare på.

Undskyld
- Har du haft et misbrug eller haft rockergæld eller sådan noget?

- Det kan jeg afkræfte.

- Jeg vil bare gerne sige undskyld. Jeg er træt af, at hele verden skal involveres i det, men sådan er det så..

- Ja, sådan er det, når man svindler – og så endda svindler en Superligaspiller. Så kommer det I medierne.

- Men hvem kunne vide, at jeg skulle ende i familie med ham, og at han skulle være professionel fodboldspiller. Man vælger ikke selv sin familie.

Vidste intet
- Nej, men man vælger selv om man svindler sin familie!

- Det var ikke en kommentar, jeg kan give svar på.

- Kan du forstå, hvis nogen tror, at du og Kevin har været sammen om det og har gemt pengene et sted?

- Kevin har intet vidst. Overhovedet. Jeg har misbrugt den tillid, Kevin havde til mig. Det er det, jeg, han og hans familie betaler prisen for i dag. Havde det kun gået ud over mig, havde det været en anden sag.

- Regnede du med, at det ikke blev opdaget?

- Det kan jeg ikke sige noget om. Jeg kan ikke sige noget om, om jeg tænkte over konsekvenserne.