DMI efter vanvids-rekord: Endnu vildere rekord i sigte

Regn i stride strømme har resulteret i, at efteråret er blevet det vådeste nogensinde. Vi er dog ikke langt fra, at en årsrekord i regnvejr også kan blive sat

Natten til fredag kan regnen blive til sne. Hvor er der størst sandsynlighed for hvidt nedbør? Producer: Lasse Brøndal

Fredag skrev efteråret 2019 sig ind i historiebøgerne som det vådeste nogensinde.

De sjaskvåde tendenser synes dog at fortsætte, og derfor kan også rekorden for det mest regnfulde år være i sigte.

- Vi mangler på nuværende tidspunkt 90 millimeter og i denne uge får vi i hvert fald nogle millimeter, så vi er da på vej, lyder det mandag formiddag fra Erik Hansen, der er meteorolog ved DMI.

- Vi skal have en lille smule mere regn end normalt i december, men muligheden er der i hvert fald, fortsætter han.

VANDvittigt våd rekord tangeret

Og med en smule mere er der tale om godt og vel syv millimeter regn. I en normal december falder der nemlig cirka 83 millimeter.

Rekorden for det vådeste år nogensinde er 906 millimeter og blev sat i 1999.

Tidligere tropisk cyklon på spil
Mandag skånes de fleste danskere for nedbør, men tirsdag, onsdag og torsdag kan man med fordel finde paraplyen frem igen.

- I dag bliver det gråvejr og skyet. Vi får ikke så meget regn, måske lidt i Nordvestjylland, men så i morgen får vi et lidt større regnvejr op. Det bliver også mest i det jyske.

Årsagen til nedbøren i de kommende dage skal findes i en tidligere tropisk cyklon.

- Der er en ganske spændende vejrudvikling i gang. Vi har den tidligere tropiske cyklon Sebastien, der i øjeblikket ligger lige nord for Azorerne, og den er på vej mod nordøst. Det er faktisk den, der kommer op sent torsdag og skal passere syd om landet, forklarer Erik Hansen.

- Den sender regn ind, og om onsdagen kan der faktisk komme ganske meget regn, lyder det fra meteorologen, der også varsler regn og byger torsdag.

For dem, der er trætte af de våde efterårstilstande kan der fredag være godt nyt.

Her sker der nemlig et skifte i vejret, der bliver koldere, men sandsynligvis også hvidere.

- Natten til fredag går vinden i nord og det blæser ganske meget op. Vi får frisk til hård vind, måske kuling, og temperaturen kommer så til at falde på grund af den her kraftige nordlige vind.

- Allerede natten til fredag kan der faktisk komme lidt regn, slud og snebyger i Nordjylland, lyder det fra Erik Hansen.

Deprimerende vejr over Danmark: Så mange er ramt