Flere bilbrande i Aarhus Vest

Mindst syv biler udbrændt i nat - politiet kan endnu ikke svare på, hvorvidt der var tale om påsatte brande

To bilbrande lørdag aften og søndag nat i det vestlige Aarhus spredte sig til adskillige andre parkerede biler, hvoraf flere udbrændte.

Ifølge Aarhus Stiftstidende blev den første brand anmeldt lørdag omkring klokken 23.40. Her lød meldingen, at der var brand i en bil på Sandkåsvej i Århus Vest. Denne bil udbrændte og var samtidig årsag til skader på mindst to-tre andre biler, der holdt parkeret ved siden af.

En times tid senere - natten til søndag klokken 00.50 - blev endnu en bilbrand anmeldt. Her lød informationerne til Østjyllands Politi, at der var en bil i brand på Langkærvej i Tilst.

- Bilbranden spredte sig til flere andre parkerede biler, hvoraf mindst fem udbrændte, fortæller vagtchef Peter Hunniche hos Østjyllands Politi til Aarhus Stiftstidende.

En række andre parkerede biler tæt på den brændende bil i Tilst blev - som ved den første bilbrand en time tidligere - også brandskadede. Det drejer sig om mindst seks biler, oplyser Østjyllands Politi.

Brandårsagerne på disse bilbrande er søndag eftermiddag fortsat ukendte. Men der er ikke noget, der entydigt peger i retning af, at brandene er påsatte, siger Peter Hunniche til Aarhus Stiftstidende.

Ifølge den seneste døgnrapport fra Østjyllands Politi er der søndag blevet foretaget yderligere brandundersøgelser, men det har ikke været muligt for Ekstra Bladet at få en kommentar fra vagthavende om disse undersøgelser.