En alvorligt såret fodgænger er død af sine kvæstelser, efter en gerningsmand lørdag eftermiddag kørte i en menneskemængde i den tyske by Heidelberg.
Det oplyser tysk politi i en pressemeddelelse.
Den afdøde er en 73-årig mand med tysk statsborgerskab. De to andre tilskadekomne er en 32-årig østrigsk statsborger og en 29-årig kvinde fra Bosnien-Hercegovina. Begge er blevet udskrevet fra hospitalet.
Skudt af politiet
Gerningsmanden, en 35-årig mand, kørte kort før klokken 16 ind i en menneskemængde tæt ved et indkøbscenter på Bismarckplatz. Bevæbnet med en kniv flygtede han 300 meter til fods.
Da manden ikke ville slippe kniven, skød og sårede politiet ham. Gerningsmanden betegnes som hårdt såret, og han er nu indlagt på hospitalet.
Myndighederne i den tyske by har endnu ikke udtalt sig om et muligt motiv, men ifølge politiet er der ikke tale om et terrorangreb.