Storaktionær køber op i Astralis

Torsdag har grundlægger og bestyrelsesformand i Astralis, Nikolaj Nyholm, købt yderligere aktier i Astralis. Han sidder nu på mere end en fjerdedel af selskabets aktier

Nikolaj Nyholm har siden 2019 været bestyrelsesformand i Astralis. (Foto: HLTV.org)
Nikolaj Nyholm har siden 2019 været bestyrelsesformand i Astralis. (Foto: HLTV.org)

Nikolaj Nyholm, der er bestyrelsesformand i Astralis, som blandt andet står bag stjerneholdet i CS:GO, har købt yderligere op i Astralis og ejer nu mere end en fjerdedel af aktierne i selskabet. Det skriver Astralis A/S i en børsmeddelelse.

Mere præcist er det 966.972,71 kroner, altså knap en million kroner, bestyrelsesformanden har haft oppe af egen lomme for at kunne købe de 201.337 aktier i selskabet.

Nikolaj Nyholm var i 2016 med til at grundlægge RFRSH ApS, der har nære bånd til Astralis Group. Overfor Ekstra Bladet sætter den 46-årige bestyrelsesformand ord på de sidste par ved roret i Astralis.

- Astralis er for mig noget helt specielt. Da jeg og Jakob Lund Kristensen startede det hele, havde vi store ambitioner i en industri, hvor ingen havde gjort, hvad vi drømte om. Ser vi tilbage, har vi på relativt kort tid skabt en ledende organisation med aktiver i nogle af de vigtigste områder i et globalt vækstmarked, og ser vi fremad, har jeg en stor tro på, at vi vil se resultater af vores investeringer både i den digitale og fysiske verden, siger han og tilføjer:

- For mig personligt handler det dog også om følelser, for jeg er sindssygt stolt når jeg følger holdene og ser, hvad vores organisation dagligt skaber af udvikling i forhold til det, vi også er sat i verden for. Når jeg går ind på Astralis Nexus og ser folk af stort set alle slags hygge sig med at game, streame, se vores holds kampe på storskærm eller købe en ”gla1ve” trøje, så gør det altså noget specielt. Det er det, vi arbejder for hver dag – at være en del af den glæde og underholdning for ikke bare de danske,  men for millioner af gamere og fans verden over.

Opkøb efter forbedret halvårsregnskab

Astralis afleverede i sidste måned halvårsregnskab, og her var der trods røde tal på bundlinjen alligevel positivitet at spore på ledelsesgangene.

Her var omsætningen næsten fordoblet og det samlede minus før skat var nedbragt med 17,5 millioner kroner i forhold til året før. Og det glæder naturligt nok bestyrelsesformanden, at der er fremgang trods corona.

- Jeg er rigtig glad for den udvikling, selskabet er inde i. Selv i et svært år med negative effekter af COVID-pandemien formår at vi ramme målsætningerne, og vi er på rette vej i forhold til udvikling af både forretningen og organisationen, siger han og tilføjer:

- Tallene i den rigtige retning, vi følger vores strategi og vækstplan og vores hold tiltrækker stadigt flere seere, fans og kommercielle partnerskaber. Vi har sikret os rettigheder på et godt tidspunkt i nogle af de mest interessante ligaer i international esport, og vi arbejder hele tiden på at fremtidssikre vores hold og aktiviteter – og at udvide forretningen indenfor de rammer, vi udstak i vores prospekt, siger Nikolaj Nyholm.

Astralis har hold i både CS:GO, League of Legends, FIFA og har senest også fået et hold i Rainbow Six. CS:GO-holdet deltager netop nu i BLAST Premier Fall-gruppespillet.