Trods ny nedtur: 'Jeg har aldrig set Caroline så motiveret'

- Caroline er meget, meget sulten, og hun har også styr på sin sygdom nu, forsikrer Piotr Wozniacki, der trods endnu en skade ser optimistisk på Carolines tennisfremtid

Trods endnu en skade ser Piotr Wozniacki optimistiske på Carolines tennisfremtid. Foto: Roger Parker
Trods endnu en skade ser Piotr Wozniacki optimistiske på Carolines tennisfremtid. Foto: Roger Parker

Tvivlen har i den grad hobet sig op hos de fans og eksperter, der har fulgt Caroline Wozniackis karriere på det seneste. En tid, der har været præget af sygdom, skader og afbrudte kampe, senest tirsdag i Rom.

Er hun færdig? Trækker hun stikket lige om lidt?

Nej, tværtimod, forsikrer hendes far og træner, Piotr Wozniacki, der i den grad slår kontra i et interview med Ekstra Bladet.

- Jeg har aldrig set hende så motiveret med sin tennis og træning. Også mentalt. Hun er vildt motiveret, lyder det i telefonen fra Rom kort efter, at Caroline har trukket sig efter kun et sæt mod amerikanske Danielle Collins.

Det gjorde hun efter gentagne behandlinger for en forstrækning i læggen, og for kun en uge siden skete det samme i Madrid efter kun tre spillede partier.

- Hun har selvfølgelig været lidt uheldig i år. Men hun er samtidig nået dertil, hvor hun forstår, hvad hun skal gøre på banen. Hun er meget, meget sulten, forsikrer Piotr Wozniacki.

- Når hun er 100 procent klar igen, kan hun overraske utroligt mange spillere.

- Kan du se Caroline spille længe endnu? Måske også i næste sæson?

- Jeg ser meget positivt på hendes tennis-fremtid, og den kan godt vare et stykke tid, når hun arbejder, som hun gør nu. Hun kan skabe mange fantastiske resultater i fremtiden.

Her får Caroline behandling i Madrid, og nu måtte hun også trække sig i Rom en uge senere. Foto: EPA/JUANJO MARTIN/Ritzau Scanpix
Her får Caroline behandling i Madrid, og nu måtte hun også trække sig i Rom en uge senere. Foto: EPA/JUANJO MARTIN/Ritzau Scanpix

En ting er skaderne, en anden hendes gigtsygdom. Men også her lysner det.

- Det går fint i forhold til hendes sygdom. Hun kontrollerer den godt med den medicin, hun har fået. Hun er blevet meget klogere på det hele. På den måde er alt på plads – også mentalt, siger Piotr Wozniacki, der bestemt ikke virker negativt præget af situationen.

Han medgiver dog, at en kamprusten Caroline er under tidspres op til French Open, som starter 26. maj.

- Vi havde ingen forventninger til i dag. Caroline ville gerne prøve at spille, gnide lidt rust af og se, og hvor grænsen gik. Hun havde fået at vide, at hun ikke måtte krydse den. Nu fik hun spillet et sæt og brugt sin krop lidt i kamp, siger han om skaden.

- Men da hun havde tabt første sæt, skulle hun spille to sæt mere for at vinde kampen, og det er alt for tæt på French Open at risikere noget. Hun skal kontrollere skaden, hvis hun skal være klar i Paris, som er det store mål lige nu.

Team Wozniacki har ellers satset ekstra på grussæsonen i år og hyret den tidligere French Open-vinder, italienske Francesca Schiavone som rådgiver og træningsmakker.

- Det har været en uheldig periode under samarbejdet med Schiavone, men hun har fået gode input fra hende, og vi har haft nogle gode diskussioner.

- Caroline fik trænet og spillet godt og var sygdomsfri i en lang periode frem mod Charleston, hvor hun nåede finalen, siger Piotr Wozniacki.

- Så kommer der nogle muskelskader, så noget med ryggen og nu en forstrækning i læggen.

- Det er klart, at det ikke er optimalt i forhold til French Open, at hun ikke får nogle kampe på rødt grus.

- Men nu venter vi nogle dage, før hun igen kan træne her i Rom, hvor hun gerne vil blive hos fysioterapeuten. Så får hun et par fridage, før hun tirsdag skal spille Radwanskas farvelkamp i Krakow.

- Fra onsdag er vi i Paris og kan spille træningskampe, og så er hun forhåbentlig klar, lyder det optimistisk fra Piotr Wozniacki.

Se også: Carolines katastrofe: Måtte opgive igen

Se også: Ny Løchte-optur: Skyder frem efter to finaler i træk

Se også: Indstiller karrieren