Trump sviner Vestager til: Hun hader USA

Den amerikanske præsident er langtfra tilfreds med den danske EU-kommissær

Foto: Ritzau Scanpix
Foto: Ritzau Scanpix

USA's præsident, Donald Trump, langer i et interview med Fox Business ud efter EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager.

Det skriver Financial Times.

Hans kritik er rettet mod Vestagers og EU's sager mod amerikanske tech-giganter som Google og Facebook.

- Hun hader formentlig USA mere end nogen anden person, jeg nogensinde har mødt, siger Donald Trump og uddyber:

- Det, hun gør mod vores land; hun sagsøger vores virksomheder, hvilket burde være vores ansvar. Det gør det næsten umuligt at lave forretninger, lyder det vredt fra præsidenten.

I sin tid som konkurrencekommissær har Margrethe Vestager udskrevet adskillige milliardbøder til amerikanske selskaber.

Blandt andet til Google, fordi virksomheden ifølge EU har misbrugt sin dominans på markedet for netannoncer. I marts udskrev Margrethe Vestager en bøde til Google på 1,49 milliarder euro - svarende til 11 milliarder kroner.

Tidligere har Google fået EU-bøder for et samlet beløb på 6,7 milliarder euro. Det svarer til 50 milliarder kroner. Med sin udmelding i Fox Business peger Donald Trump på, at USA selv skulle overveje at sagsøge Twitter.

Ifølge Donald Trump har det sociale medie nemlig på uretfærdig vis begrænset antallet af præsidentens følgere.

De hårde ord fra den amerikanske præsident preller dog af på EU, hvorfra det ifølge Financial Times lyder, at kritikken er helt skæv.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Margrethe Vestager gæstede Ekstra Bladets telt på Folkemøde for at diskutere kvinder og magt med chefredaktør Karen Bro. Foto: Rasmus Flindt Pedersen.
Margrethe Vestager gæstede Ekstra Bladets telt på Folkemøde for at diskutere kvinder og magt med chefredaktør Karen Bro. Foto: Rasmus Flindt Pedersen.

Stikpille den anden vej
På årets Folkemødet gæstede Magrethe Vestager Ekstra Bladets telt, hvor hun i humoristiske vendinger lod tilhørerne vide, at hun godt er klar over, at Trump ikke er hendes største fan.

- Selv Trump har jo forfremmet mig. 'Skatteperson som hader USA' kalder han mig nu. Før kaldte han mig bare 'skattekvinde, som hader USA'. Det ser jeg som et skridt op, lød det fra Vestager til stor morskab for de fremmødte.

Kommentaren faldt på spørgsmålet om, hvorvidt den tidligere radikale leder skal træde et skridt op i EU og blive den nye formand for kommissionen.

Den post synes efter sidste topmøde mellem EU's stats- og regeringsledere nu ude af Vestagers rækkevidde.

Se også: Vestager om toppost: - Selv Trump har forfremmet mig

Se også: EU-lande opgiver at besætte topjob: Vestager i problemer

Se også: Løkke afviser eget EU-kandidatur: Derfor støtter han Vestager

Se også: Trump i forsvar for Google efter Vestagers rekordbøde

Se også: Amazon undgår kæmpe skattesmæk i USA