Ved du noget? Tip os på 124@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi efterforsker en ubehagelig sag om en 10-årig pige, som onsdag aften formentlig er blevet udsat for både blufærdighedskrænkelse og for trusler.
Det fremgår af politiets døgnrapport, som leder af efterforskningen i Vordingborg, Carsten Olsen, imidlertid slet ikke vil kommentere.
- Pigen skal afhøres på video. Hendes forklaring kan blive påvirket, hvis jeg på så tidligt et tidspunkt begynder at kommentere sagen, siger Carsten Olsen til Ekstra Bladet.
Ifølge døgnrapporten var pigen onsdag klokken 19.30 ude for at sælge lodsedler sammen med en veninde. Det foregik i Fiskebækparken i Vordingborg. På et tidspunkt stod den 10-årige alene ved legepladsen i Fiskebækparken, da en person kom hen til hende bagfra.
Personen gav sig ifølge anmeldelsen til at beføle pigen på ryggen og på numsen. Da pigen skreg op, truede personen med at slå både hende og hendes mor ihjel.
Herefter stak personen ifølge oplysningerne i døgnrapporten af.
Gerningsmanden beskrives som mand, cirka 170 centimeter høj, omkring 30 år, buttet/fedladen, rødt krøllet kort hår med skaldet plet på toppen. Han havde en rød trøje på med sort skrift, sort lædervest og mørke cowboybukser.
Manden havde også en tatovering på venstre hånd.
Politiet hører gerne fra eventuelle vidner, som har oplysninger i sagen. Politiet kan kontaktes på tlf.: 114.