En stakkels 10-årig dreng er uden varsel blevet skambidt af tre løse hunde, efter han ville passere en boldbane.
Hændelsen skete i byen Rask Mølle vest for Horsens, og Sydøstjyllands Politi fortæller, at de to rottweilere og et gadekryds mellem rottweiler og labrador blev luftet uden snor af en 41-årig kvinde, da hundene fik øje på drengen.
Det fortæller vicepolitiinspektør Stig Simonsen fra Sydøstjyllands Politi.
- Vi fik torsdag klokken 12:59 en anmeldelse om tre hunde, der har overfaldet en dreng. Drengen krydser en bane, og hundene løber efter ham, og så overfalder de ham. Ejeren ser det, og hun får reddet drengen og får kontrol over hundene, siger han.
Stig Simonsen fortæller, at den 10-årige dreng blev bidt otte steder.
- Drengen er blandt andet bidt ved hofte, ankel og underarm. Derudover har han tryk- og kradsemærker blandt andet ved nakken.
Han fortæller, at drengen er blevet udskrevet fra sygehuset, og at han efter omstændighederne har det godt.
Stig Simonsen fortæller, at hundene er i politiets varetægt. De vil blive aflivet.
Den 41-årige er blevet sigtet for overtrædelse af hundeloven, som siger, at hunde skal være i snor eller følge en person, som har fuldt herredømme over dem.
Hundene er blevet taget i forvaring med henblik på aflivning.
Viceinspektøren bringer en opfodring til hundeejerne.
- Sørg nu for at have hunde i snor i det offentlige rum, siger han.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
En 27-årig mand blev i denne uge dømt for at have planlagt masseskyderier mod børn og unge i Østjylland. Hør mere i Afhørt herunder eller i din podcastapp.